Af Redaktionen, Alt om Data
Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.
På papiret ligner den noget, der burde være lanceret sidste år. Ved nærmere bekendtskab overrasker maskinen dog positivt. For den er måske ikke helt fremme i skoene med det nyeste, til gengæld leverer den på fineste vis, hvad der skal til for at køre et effektivt kontor på farten.
Designet er næsten identisk med tidligere MateBooks, dvs. en stilren aluminiumsmaskine, der ikke vejer eller fylder alverden.
Du kan logge ind med ansigtsgenkendelse eller fingeraftryk via en scanner i powerknappen.
Touchpad og tastatur er af glimrende kvalitet, og trods det strømlinede design er der blevet plads til et bredt udvalg af porte. Der er to stk. USB-C, den ene med Thunderbolt 4, fuldstørrelse HDMI, fuldstørrelse USB 3.2 Gen 1 og minijack til lyd ind og ud.
Opladning sker i den ene USB C-port. Der medfølger 90 W-oplader, som ikke blot lader det 60 W store batteri imponerende hurtigt, men også fungerer som en glimrende multioplader til mobiler, tablets, kameraer mm. I den trådløse afdeling er der Wi-Fi 6 og Bluetooth 5.1.
Flot skærm og stor lyd
Den 14,2” store skærm står skarpt med 2520 x 1680 p og har fin hastighed på 90 Hz, så indhold flyder smidigt over den. Med 400 nit er der også lys nok til at arbejde udenfor, og den er tilmed touchfølsom.
Lyden er stor, maskinens størrelse taget i betragtning og med et sæt avancerede mikrofoner og et godt webkamera klarer MateBook 14S også videomøder på fornem vis.
En gamingmaskine er det ikke helt. Modsat de fleste af testens øvrige deltagere er der anvendt 11. generations Core i7, ikke 12. generation.
Det gør en forskel for cpu-ydelsen, men der er godt spark i grafikken, da man har suppleret med Iris Xe.
Når du dertil lægger 16 GB ram og en hurtig ssd på 1 TB, får du samlet set en maskine, der kører som smurt.
Dine penge vil dog være godt investeret i MateBook 14S, da det er en gennemført og velkørende maskine uden åbenlyse mangler.