Af Rasmus Elm Rasmussen, Alt om Data
Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.
Mens konkurrenterne sætter alt ind på full-frame, går Fuji et skridt højere. Ved Photokina-messen kunne producenten igår præsentere det nye GFX 50R, et spejlløst kamera med en medium format sensor, som er 70 procent større end en full-frame og byder på ikke mindre end 51.4 megapixel.
GFX 50R er en kompakt udgave af GFX 50S, som blev lanceret sidste år. Til sammenligning måler GFX 50R en hel tomme mindre i tykkelsen og kommer ned under 700 gram uden batteri.
Kameraet er derfor ikke større end mange konkurrerende systemkameraer med mindre sensorer. For det professionelle segment vil den store sensor være et betydeligt salgsargument. Til eksempelvis gadefotografi, hvor et større kamera er upraktisk, vil GFX 50R kunne levere den billedkvalitet der skal til for tilfredsstille de mest krævende fotografer.
Den kompakte størrelse betyder dog, at der er et par ting men må undvære. Der er ikke LCD monitor på toppen og heller ikke en pentaprism søger. Du får dog en OLED viewfinder plus en LCD touchskærm, der kan vippes på bagsiden.
Kroppen er vejrbestandig og har fysiske kontrolknapper til de vigtigste funktioner. Der er USB C-port til opladning samt Bluetooth, så du nemt kan tilslutte din smartphone trådløst.
Kameraet er skabt til at anvende Fujinon GF objektiver, men fungerer også med H Mount objektiver, hvis bruger en adapter.
Og nåerh ja, så er der jo lige prisen. Kameraet er sat til 4.500 dollars på det amerikanske marked, så vi skal nok regne med omkring 35.000 kroner herhjemme, bare for huset.