For 19. gang har det århusianske softwarefirma Systematic aflagt regnskab. For første gang i selskabets historie står der minus foran udviklingen i omsætningen.
Selskabet havde set sig selv i en hovedrolle i en leverance af et større NATO-system. Ordren glippede, 28 mand stod i januar uden arbejde og fik en fyreseddel.
- Vi satsede på en enkelt hest, som ikke vandt. Øv, kan vi så sige, men mere er der sådan set ikke i det, siger selskabets administrerende direktør, Michael Holm.
Hesten var i dette tilfælde et større selskab, der stod i spidsen for det konsortium, som Systematic havde satset på løb med ordren.
Den ene ordre var ifølge Michael Holm af en sådan størrelse, at den vælter læsset og forstyrrer selskabets ellers ubrudte vækstrække.
Modgang styrker
Systematic har dog stadig sorte tal på bundlinjen. Direktøren nærer absolut ingen bekymring for, at seneste regnskab danner præcedens for selskabet.
- Vi har været kanon-heldige i 20 år, hvor det bare er gået fremad. Nu er vi i en bølgedal, men vi er ikke på vej ned af bakke. Vi er ved at arbejde os op igen, siger Michael Holm.
Systematic har ifølge Michael Holm lært en lektie i, hvordan selskabet fremover skal sikre sig ordrerne på de internationale forsvars-systemer.
Systematic Software Engineering A/S | Årsregnskab | |
Millioner kroner | 2003/2004 | 2002/2003 |
Omsætning | 219,1 | 234,6 |
Resultat af primær drift (EBIT) | 5,7 | 35,0 |
Resultat før skat | 5,2 | 34,3 |
Resultat | 4,3 | 24,3 |
Egenkapital | 49,6 | 56,0 |
Antal ansatte | 363 | 344 |
Systematic vil fremover stå stærkere, mener direktøren, også i takt med, at der fra EU's side bliver blødt op på de ellers meget nære nationale bånd mellem ordregiver og leverandør, når der er national sikkerhed på spil.
- Vi er vant til at konkurrere, det er de ikke i de andre lande. Så der står vi stærkere, siger Michael Holm.
Skruer op for salg
Direktøren forventer, at Systematic igen vil være tilbage på sporet med vækst i såvel omsætning som indtjening i regnskabsåret 2005/2006.
Dels med erfaringen i bagagen, dels med en intensiveret salgsindsats i bestræbelserne på at få en bredere og mere international ordreindgang.
Udover projektopgaver til forsvaret har Systematic blandt andet også et solidt ben inde i sundhedssektoren.
Systematic har således del i udviklingen af elektroniske patientjournaler til Århus Amt. Også Sønderjyllands og Ringkøbing amter er kunder på selskabets elektroniske patientjournaler.