Af Redaktionen, Alt om Data
Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.
Apple har gentænkt deres lille tv-boks og lagt et dedikeret tvOS på den, så det nu er muligt at hente apps til Apple TV via en særlig udgave af App Store. Apple TV fås i en version med enten 32 GB eller 64 GB, så du kan gemme film, fotos og musik på den – hvis du da ikke vælger at streame al din underholdning.
Heldigvis har der lige fra den danske lancering været dansk indhold såsom en app fra DR, så du kan streame al deres indhold, Netflix, BBC Nordic og Viaplay. Der er naturligvis også adgang til Apple Music. I udlandet virker Siri på Apple TV, så du kan bede den finde dine film m.m., men desværre må vi vente lidt endnu her i Danmark (men det skulle være på vej). Desværre har Apple handicappet muligheden for at tilslutte et Bluetooth-tastatur, så søgning kan kun foregå via den nye fjernbetjening.
Til søgning er den nye fjernbetjening ikke et guldkorn, men den nye trykfølsomme og klikbare flade i toppen af fjernbetjeningen gør det nemt at swipe sig igennem menuerne. Dette samt indbygget gyroskop og accelerator, gør det sjovt at spille spil som Crossy Roads og bilspil og muliggør et væld af spil, hvor man bruger fjernbetjeningen som controller – lidt i stil med Nintendo Wii. Apple har gjort Apple TV til en spændende mediemaskine, og det bliver spændende at se, hvilke flere apps, der kommer. Vi mangler dog Siri til nemmere styring, og der er heller ikke 4K-understøttelse.