Den danskstiftede blockchain-analysevirksomhed Chainalysis har købt den israelske it-startup Alterya for et beløb svarende til mere end en milliard kroner.
Alterya er en startup-virksomhed med base i Tel Aviv. Via kunstig intelligens spotter den svindlere i kryptosfæren.
Selskabet samarbejder med aktører i kryptoindustrien, herunder Binance, Coinbase og Block. De har ifølge Finextra nedbragt svindel med op mod 60 pct. ved hjælp af Alteryas service.
Det skriver mediet Finextra.
Med opkøbet tager Chainalysis endnu et skridt ind på markedet for løsninger til offentlige myndigheder.
Netop det har stifter Michael Grønager i Computerworld tidligere ytret ønske om at gøre.
Chainalysis' produkt er et værktøj, der kan spore blockchains færden. Den ydelse er særdeles nyttig i bekæmpelse af it-kriminalitet, da cyberkriminelle ofte benytter sig af kryptovalutaer som betaling for lyssky gerninger.
Chainalysis har da også i årenes løb bistået blandt andre det amerikanske forbundspoliti FBI i opklaringer af svindel og kriminalitet.
40 procent af blockchain-succesens omsætning kommer fra amerikanske myndigheder, der blandt andet har brug for hjælp til at opklare kryptorelaterede forbrydelser.
Et eksempel er efterforskningen af den krakkede kryptobørs FTX, som var stiftet af Sam Bankman Fried. Han blev i foråret 2024 idømt 25 års fængsel for svindel og underslæb.
Værdisat til 30 milliarder kroner
Computerworld vurderede i 2023, at Chainalysis da havde en værdi på 30 milliarder kroner. Dermed var selskabet på en 16. plads på det års liste over de mest værdifulde dansk-stiftede tech-virksomheder.
Selskabet er stiftet af danske Michael Grønager og Jan Møller samt engelske Jonathan Levin.
Chainalysis succes bygger på, at man med blockchain-teknologien kan sikre sig mod kopiering og manipulering af oplysninger, men samtidig også har med en transparent teknologi at gøre.