Af Rasmus Elm Rasmussen, Alt om Data
Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.
Digitale lydformater som MP3, ACC og lignende har gjort det utrolig bekvemt at lytte til musik hvor end man er, men ikke alle er lige tilfreds med kvaliteten. Mange personer i musikbranchen mener, at der er noget fundamentalt forkert i måden vi behandler musikken digitalt, såvel når det gælder CD’er som komprimerede MP3’er og tilsvarende formater.
Med rockikonet Neil Young i spidsen er projektet Pono derfor sat i søen. Pono har som mål at levere musik nøjagtig den kvalitet, som den oprindeligt blev indspillet ved. Det betyder at du får adgang til filer helt op til 9216 kbps (192 kHz/24 bit). Det hele er kodet i FLAC-format og vil inden længe kunne købes fra www.ponomusic.com.
Musikken kan spilles på enhver digital afspiller, der understøtter formatet, men en dedikeret PonoPlayer vil også blive tilgængelig, så man kan lytte til den højtopløste musik på farten. Denne afspiller blev i går lanceret via en Kickstarter-kampagne, som allerede inden dagen var omme havde nået sit mål på 800.000 dollars. Således har PonoPlayer nu financering til at blive sat i produktion. Afspilleren har 128 GB indbygget lagerplads og indgang til hukommelseskort, så du kan udvide lagret. Prisen er 399 dollars.
Se Neil Young og en imponerende række af kendte musikstjerner lovpris Pono her: http://vimeo.com/88705147