Siden flodbølgen ramte i Asien den 26. december har Birte Hald arbejdet på højtryk. Højtid og familie måtte vige.
Som katastrofechef i Røde Kors og på listen over delegerede for hurtig udrykning modtog hun om morgenen den 26. december en SMS fra Røde Kors? hovedkvarter i Geneve. Meddelelsen blev indledt med ordet "Alert".
Flodbølgen havde ramt i Asien.
Sådan var det også året før. På samme dato og såmænd heller ikke meget forskelligt i tidspunkt ramte jordskælvet i Bam i Iran.
Inden hun registrerede meddelelsen i displayet nåede hun at blive ringet op af chefen. Ham mødtes hun kort efter med i Røde Kors? afdeling på Blegdamsvej på Østerbro i København.
Det var den jul.
It gør forskel
Sammen med sit team i katastrofeafdelingen står Birte Hald for at koordinere indsatsen fra Danmark, når den pludselige situation opstår, og det brænder på ude i verdens fattige lande.
Det er anden gang, Birte Hald er ansat hos Røde Kors. I september vendte hun tilbage efter en periode på tre år med nødhjælpsarbejde i Mozambique.
I den mellemliggende periode er informationsteknologien for alvor rykket indenfor hos Røde Kors. Og det gør en forskel.
- Da jeg var her sidst, kæmpede vi for at få det her. Nu har vi det, og vi kan være meget mere professionelle. Det betyder utrolig meget, siger Birte Hald.
Hun remser hurtigt op af fordelene.
- Vi kommer hurtigt ud og slipper for kaos i operationerne. Slipper for at tingene går for langsomt eller hjælpen ender i de forkerte hænder. Det betyder, at vi er hurtigt på pletten og kan kommunikere behovet ud, så der ikke bliver sendt noget forkert ud, siger Birte Hald.
Effektiviteten i nødhjælpen er helt tydeligt vigtig for hende. Hun finder et eksempel frem fra sin periode som nødhjælpsarbejder i Mozambique.
En oversvømmelse havde ramt den afrikanske republik, og en dag stod en flyver fyldt med kartofler i den lokale lufthavn.
Birte Halds værktøjskasse - Engagement - Faglig ballast - Mobiltelefon - Laptop - Officepakken - Outlook - Sit team - Ægtefælle |
- De kartofler endte med at blive et stort problem at skaffe sig af med for den lokale Røde Kors afdeling. Det var helt forfærdeligt. Vi får meget mere ud af kronerne, når der ikke er spild, siger Birte Hald.
Orden og kontrol
Hun fremhæver telekommunikationen som noget, der er vigtigt i operationerne. Og logistik-systemerne, og det at have enheder ude på stederne, der giver klare tilbagemeldinger.
Som den logistik-enhed, der er sendt ud i kriseområderne i forbindelse med oversvømmelserne. Et hold specialtrænede logistikere med en firhjulstrækker og en trailer, satellitkommunikationsudstyr og computere.
Enheden har blandt andet stået for modtagelse og registrering af alt, hvad der kommer ind af nødhjælpsforsyninger fra Røde Kors familien over hele verden til en lokal lufthavn, og enheden sørger for, at det kommer videre.
- Så har man check på hvor tingene er, og det kommer af sted så hurtigt som muligt, siger Birte Hald.
Kommunikation som nummer et
I hendes egen personlige værktøjskasse står mobiltelefonen og den bærbare computer højest på listen over hardware, som hun benytter.
På kontoret står en dockingstation, så hun ikke er bundet til kontorstolen og altid kan tage den bærbare med hjem og ud på rejser.
- Jeg har noget gammelt skrammel og vil gerne snart have en ny. Det må du meget gerne skrive, griner hun.
I skuffen ligger også en PDA, eller en Palm eller sådan noget. Hun er ikke helt sikker. Hun har overtaget den fra sin forgænger, men ikke haft tid til at kigge på den.
Hun virker egentlig heller ikke særlig interesseret. Hun taler tydeligt mere varmt om operationer og det, at de bliver udført effektivt og professionelt, end hvad det præcist er for en teknologi, der bliver anvendt.
Og så overrasker hun pludselig alligevel.
- En kollega havde sådan en Blackberry eller sådan noget. En mobiltelefon med et større tastatur og en stor skærm, hvor man kunne skrive med to tommelfingre, som når børnene låner ens mobiltelefon og spiller på den.
Hendes beskrivelse bliver akkompagneret af hænderne, der tegner og skriver emails i luften med tommelfingrene.
- Den kunne alt. Sådan en kunne jeg godt tænke mig. Det er vigtigt for mig at kommunikere, understreger hun.
Dobbelt kandidat med erfaring
Engagementet og fagligheden fremhæver Birte Hald som de vigtigste personlige egenskaber, som hun trækker på i sit arbejde.
- Engagementet er vigtigt, fordi den glød, som jeg tillægger arbejdet, smitter af på dem, som jeg er leder for. De bliver fanget af den samme ild, og så bliver vi ekstremt produktive, siger hun.
Birte Hald har ikke nogen speciel uddannelse i nødhjælpsarbejde. Hun beklager, at det ikke findes på de danske uddannelsesinstitutioner.
Hun startede på en sproglig uddannelse på Handelshøjskolen, som hun sprang fra til fordel for en kandidatuddannelse i international pædagogik og udviklingsstudier.
Efterfølgende har hun suppleret med endnu en kandidatuddannelse. I Afrika-studier. Siden 1987 har hun arbejdet professionelt med nødhjælpsarbejde, blandt andet for Folkekirkens Nødhjælp og FN. Og så Røde Kors naturligvis.
- Den viden, jeg gennem årene har samlet op, betyder meget for mig i mit arbejde, siger Birte Hald.
Opbakning vigtig
Hun fremhæver også vigtigheden af at have et team omkring sig, hvor alle arbejder for sagen.
- Hvis jeg nogle gange oplever et team, hvor der sidder en, som ikke spiller med, så irriterer det mig, siger Birte Hald.
Og hun fremhæver familien, der accepterer, at hun melder sig ud af familien i julen for at arbejde. Og ægtefællen, som er hendes bedste kammerat.
Han får alle historierne uden filter, også når turen går til steder, hvor der bliver skudt efter en.
- Det er vigtigt med god opbakning, ellers tror jeg slet ikke, det går, slutter Birte Hald, katastrofechef for Røde Kors' internationale afdeling i Danmark.