Lige så prunkløs firmaadressen i et industrielt hjørne af Københavns Nordvestkvarter er, lige så pompøst er det første syn, som møder øjet når man er stavret op af de smalle trapper og har åbnet døren til Fortconsults lokaler.
En ridder-rustning og en rigt udskåret trone i ædeltræ står netop inden for døren, men indtrykket varer dog kun til den første række af medarbejder-pc'er. Så ligner virksomheden så mange andre.
Denne frontes af Ulf Munkedal, som først slog sit navn fast på sikkerhedsfronten med Neupart & Munkedal ? som senere blev til Vigilante. Ulf Munkedal forlod i 2001 virksomheden, som gik konkurs halvandet år senere.
I dag er Ulf Munkedal chef for en meget mindre, knap så ekspansionsivrig og ifølge stifteren mere fleksibel virksomhed med 10 ansatte.
- Vigilante voksede meget hurtigt ? for hurtigt, især på grund af at vi etablerede udenlandske kontorer, og jeg endte med at bruge en masse tid især i USA. Denne gang skulle det ikke gå så hurtigt, og jeg ønskede at fokusere mere på den menneskelige side af ledelsen, siger han i dag.
Alt skal være målbart
En af de ting, han brugte sin tænkepause efter exit'en fra Vigilante til, var at studere andre ledere. Som uddannet it-ingeniør har han ingen formel lederuddannelse, men han mener selv at have afluret nogle gode tricks fra andre.
- Jeg har eksempelvis lært, at det er vigtigt at man har alle i organisationen med sig ? også, når man skifter retning. Derfor laver jeg altid et-års planer med 5-10 konkrete mål, som dernæst brydes ned i delmål og relateres direkte til medarbejdernes hverdag, siger han.
Hemmeligheden er at gøre alt målbart ? selv de såkaldte bløde værdier, der ofte opfattes som mere diffuse. Det kan lade sig gøre for i hvert fald halvdelen at formulere dem på en måde, så man kan måle på dem, mener Ulf Munkedal.
Ulf Munkedal ser sig selv som en klassisk iværksættertype, og han fik tidligt foden under eget bord, selv om han mest arbejdede på ryddede gulve. Han blev som 17-årig inspireret af et feriejob til at starte sin egen gulvsliber-virksomhed.
Den var med til at finansiere ingeniørstudiet, som han endda supplerede med et filosofistudie, "for at skabe balance", som han udtrykker det.
Vigtigt at være generalist
Som chef for en mindre virksomhed er det vigtigt at være generalist og overlade det til andre at gå helt i dybden. Men når man skal vide lidt om alting og holde mange bolde i luften, kan hukommelsen komme til kort.
Derfor kan Ulf Munkedal ikke undvære den absolutte lavteknologiske landvinding små gule lapper som han ivrigt skribler indfald, telefonnumre og kommentarer ned på, inden han klistrer dem i en kalender, på pc-skærmen eller på en sagsmappe.
Ulf Munkedals værktøjskasse - Forandringsvillighed - Humor - Mobiltelefon - Gule sedler - Excel - Eget CRM-system - Sekretæren Lisbeth Cardoso - Konen |
- Jeg er lidt et rodehoved, så sedlerne er klart et skridt i den rigtige retning i forhold til at skrive på bagsiden af en konvolut, griner han.
De bliver dog også brugt strategisk i forhold til sparringen med de ansatte ? en form for ledelsesøvelse, hvor man skriver sine umiddelbare indfald om et givent emne på sedlen og klistrer dem i klumper, så man har en flok "brainstorm-indfald" under hver. De evalueres dernæst af de ansvarshavende for området, så man ikke lader ideerne fra folkene på gulvet gå tabt.
Mobilen er også helt uundværlig, men ud over, at det drejer sig om en Motorola-model med klap, interesserer den ikke Ulf Munkedal synderligt, hvad angår teknologien, og sms bruger han sjældent. Telefonen skal bare kunne bruges til massevis af daglige samtaler ind og ud.
Lidt distræt
Alene kan han dog ikke klare alle de praktiske detaljer, og til dem er sekretæren Lisbeth Cardoso uundværlig.
- At være min sekretær er kun én af hendes kasketter, og hun er superdygtig til at holde styr på en masse ting, hvor jeg nok kan være lidt distræt. Hos hende kan jeg parkere ting, og hun vil minde mig om at gøre noget, eller gøre det selv, siger Ulf Munkedal, som vurderer, at han ofte har kontakt til Lisbeth 10 gange i løbet af en arbejdsdag.
Når det gælder sparring om den mere overordnede drift, læner Ulf Munkedal sig meget op ad sin hustru, som har en salgsbaggrund og tidligere var i A. P. Møller.
- Hun ved alt om kunderelationer og salg, og jeg taler nok fagligt med hende mindst et par gange om dagen. Lige nu går hun hjemme med det yngste barn, og hun er sulten efter nyt fra arbejdslivet ? så nogen gange er det mig, der må sige fra, hvis jeg har brug for en pause fra arbejdssnakken, siger han.
Hvis han skal beskrive den egenskab, som til syvende og sidst har betydet mest i hans samlede karriereforløb, falder valget på forandringsvillighed. Af samme grund er en af de endnu uopfyldte ambitioner, at han en dag kunne tænke sig at stå i spidsen for en turn-around af en virksomhed. Men indtil videre går han ingen steder.
- Jeg har brug for, at der sker noget nyt, og lige nu passer det fint med, hvor virksomheden er, konkluderer Ulf Munkedal.