Denne klumme er et debatindlæg og er alene udtryk for forfatterens synspunkter.
Siden USA’s præsident Biden 7. oktober offentliggjorde ”Executive Order On Enhancing Safeguards For United States Signals Intelligence Activities,” har privacy-debattører stået i kø for at erklære aftalen dødfødt.
Argumenterne har, som for eksempel David Ulrik Kristiansen fra Danmarks DPO-forening fremfører i Computerworld 21/11, været, at den amerikanske måde at håndtere data på ikke stemmer overens med den europæiske – og grundlæggende set er uforenelige.
I IT-Branchen mener vi, at det er lige lovligt hurtigt, at en lang række sikkerhedseksperter erklærer den nye aftale for død.
Vi mener, at aftalen peger i den helt rigtige retning, og vi har en klar forventning om, at aftalen vil blive godkendt i EU.
Det baserer vi blandt andet på, at det her er en aftale, der er indgået på allerøverste niveau mellem den amerikanske præsident og EU-kommissionens formand selv, da de fremlagde intentionen om aftalen i marts.
Det er svært at forestille sig et stærkere politisk signal.
Reelt ønske
Aftalen understreger den politiske alvor og opbakning til det transatlantiske økonomiske samarbejde, hvor smidige data flows er en afgørende byggeklods.
Der er altså et reelt politisk ønske om at løse de udfordringer, vi har med dataoverførsel over Atlanten.
Vi afventer lige nu, at aftalen skal godkendes i EU-systemet. EU skal vurdere, om den nye Executive Order giver tilstrækkelig sikkerhed for EU-borgere til, at der kan udstedes en positiv tilstrækkelighedsvurdering.
Og her er det jo interessant, at EU-kommissionen allerede ved tidligere udtalelser har rost aftalen for ”significant improvements”.
Det er desuden tydeligt, at der har været tæt kontakt mellem US- og EU-myndigheder under udformningen af selve aftaleteksten.
Det vil altså være et kæmpe prestigetab for både EU og USA, hvis aftalen ikke godkendes i EU, og det vil forlænge den problematiske usikkerhed, som det europæiske og amerikanske økonomiske og digitale samarbejde har været underlagt alt for længe.
Helt afgørende
I IT-Branchen ser vi det som helt afgørende for en lille åben økonomi som den danske, at man kan føre data ind og ud af Europa på en sikker og compliant måde.
Muligheden for at kunne benytte cloud-baserede løsninger er afgørende for rigtig mange af vores virksomheder og myndigheder, og derfor skal der findes en løsning.
Vi kan godt levere cloud-løsninger uden en transatlantisk dataoverførselsaftale, men en ny aftale vil gøre det markant nemmere.
Aftalen vil selvfølgelig ikke løse alle de udfordringer, vi har med cloud, men den vil nok løse den udfordring, der har fyldt absolut mest den seneste tid.
Derfor både tror og håber vi også på, at EU hurtigst muligt vil godkende aftalen.
Klummer er læsernes platform på Computerworld til at fortælle de bedste historier, og samtidig er det vores meget populære og meget læste forum for videndeling.
Har du en god historie, eller har du specialviden, som du synes trænger til at blive delt?
Læs vores klumme-guidelines og send os din tekst, så kontakter vi dig - måske bliver du en del af vores hurtigt voksende korps af klummeskribenter.