Mornings. Og velkommen til ugens første omgang morgenbriefing med Niels Veileborg ved roret. God læselyst og god arbejdslyst.
Nyt dansk laboratorium skal give bedre lynopladelige batterier
For at hjælpe danske og internationale virksomheder med at udvikle batteriteknologi, som kan understøtte lynhurtig opladning, har Teknologisk Institut netop åbnet FastChargeLab.
Laboratoriet ligger på Teknologisk Institut i Aarhus, og blandt faciliteterne er der mulighed for at teste batteri-celler på op til 1.500 ampere og 0-6 volt, og derved teste opladning ved væsentligt højere strømstyrker end i dag.
- Hvis eldrevne biler, trucks og entreprenørmaskiner skal kunne konkurrere med nutidens køretøjer med flydende brændstoffer, skal den effektive opladningstid sættes ned. Men det giver en række udfordringer som fx at batterierne lettere kan tage skade ved de høje strømstyrker som det kræver. Desuden kræver hurtigladning af batterier meget høje effekter fra elnettet, som kan sætte det lokale elnet under pres. Det er disse udfordringer, FastChargeLab skal være med til at løse, siger direktør David Tveit, Teknologisk Institut.
Hver femte webshop er allerede klar til metaverset
Mens mange stadig diskuterer, hvad metaverset er, og hvilken effekt det vil få på vores liv, viser en undersøgelse fra CMS-virksomheden Storyblok, at detailhandlere og e-handelsvirksomheder allerede er skredet til handling.
Mere end hver femte webshop har allerede eller er i gang med at udvide deres CMS til at vise indhold i metaverset, konkluderer undersøgelsen blandt 208 detail- og e-handelsvirksomheder og ansatte, der direkte administrerer virksomhedens CMS-systemer.
En af de banebrydende muligheder i metaverset er 3D-indkøbsoplevelser. Butikker der eksempelvis sælger tøj, solbriller og accessoires kan give kunderne mulighed for at se og opleve, hvordan de forskellige varer ser ud på dem ved hjælp af et sæt VR-briller.
It-veteranen Per Palmkvist Knudsen trapper ned på grund af sygdom
En af it-branchens veteraner og markante fagpersoner, Per Palmkvist Knudsen, tvinges nu af sygdom til at trappe yderligere ned.
De seneste 15 år har han arbejdet i JP/Politikens Hus A/S. De første 10 år var han it-direktør og blev i den periode to gange nomineret til titlen som Årets CIO. Han har også været formand for et råd, der gav regeringen gode råd om it-sikkerhed i virksomheder.
De seneste fem år har Parkinsons medført, at han gradvist har måttet trække sig fra sine mange interne og eksterne poster. Han fortsætter et stykke tid som rådgiver for koncernens It-ledelse.
“Det er vemodigt at skulle trække sig mere tilbage. Men Parkinsons Sygdom gør, at jeg er nødt til at prioritere min tid benhårdt. Jeg vil gerne takke alle mine kollegaer og samarbejdspartnere for et godt med- og modspil i årene, der gik,” skriver Per Palmkvist Knudsen til Computerworld.
Telenor åbner første butik i stormagasin i Salling Aarhus
Telenor åbner en ny butik i stueetagen af Salling Aarhus. Den nye shop-in-shop er både Telenors første i et stormagasin og på Strøget, som er en af landets travleste gågader.
Med åbningen udvider Salling og Telenor deres samarbejde, der i forvejen tæller mere 15 Telenor-butikker i Bilka-varehuse landet over.
Musk fortsætter alligevel med at levere gratis internet til Ukraine
I fredags forlød det fra Elon Musk og hans Starlink-selskab, at man ikke havde råd til at fortsætte med at levere gratis satellit-internet til folk i Ukraine. Men nu er Musk vendt på en tallerken og fortsætter leverancerne, som, angiveligt koster selskabet godt 150 millioner kroner om måneden, skriver Reuters.
5,3 milliarder mobiler bliver skrottet i år
I år bliver 5,3 milliarder mobiltelefoner skrottet, lyder det i en ny rapport fra international waste electrical and electronic equipment forum (WEEE).
Lige nu findes der der cirka 16 milliarder mobiltelefoner i verden.
En gennemsnitlige europæiske familie ejer cirka fem kilo udtjente elektroniske produkter per person. Halvdelen af de adspurgte i rapporten siger, at de gemmer den gamle elektronik, så det er klar, hvis man en dag alligevel skulle få brug for det.