Denne klumme er et debatindlæg og er alene udtryk for forfatterens synspunkter.
Fun fact: I årene før og efter 1900 var anarki-tankerne meget udbredte blandt intellektuelle og andre ballademagere.
Man smed bomber og var ret succesfulde med hensyn til at skabe FUT (Frygt, Usikkerhed og Tvivl) blandt de herskende klasser. Det kørte bare godt for anarkister i Rusland, i Spanien, i England, osv.
Der var rent faktisk en anarkistisk general (!) på de godes side i den spanske borgerkrig mange år senere...
Så fik én af de ledende intellektuelle den fantastiske idé at lave en verdenskongres for anarkister, da det virkede tåbeligt, at man arbejdede for den samme sag uden at koordinere det til fælles bedste.
Kongressen endte i det rene anarki, fordi man ikke kunne blive enige om, hvem der skulle koordinere indsatsen. Faktisk gik alle parter hjem frustrerede og sure.
Fire år senere prøvede man igen med samme resultat. Og vist nok en tredje gang.
Egentlig er det jo også en besnærende tanke at få en flok katte til at gå i takt, ikke?
Men måske ligger det lidt i anarkiets natur, at de er anarkister. Hvem ved?
Nu om dage er der desværre langt mellem ægte anarkister, som man kan få sig en god sludder med. Eller også er vi alle ved at blive det at dømme efter de politiske debatter nu om dage 
.
Anyway, jeg kom til at tænke på ovenstående historie fra min historielærer på Louisiana State University forleden, da jeg havde nogle overvejelser om open source (herefter blot OS).
På den ene side er der vildt mange gode OS-programmer derude og på den anden side er der ingen forsynings- eller sikkerheds-sikkerhed, hvis det nu skal stilles ultraskarpt og ret forkert op.
Vild i varmen
Forsyningssikkerhed: Jeg blev HELT vild i varmen, da jeg omkring 2013/2014 opdagede, at Twitter-folk havde udviklet Real-Time Analytics, der kunne lave analytics direkte i datastrømmen.
Min gamle drøm om selvmodsigelsen Real-Time Data Warehousing fra slut-90'erne var pludselig mulig! Hurra! Og de havde OS'et det, så alle bare kunne køre det. Fedt!
Et par år senere var alle hovedfolkene smuttet over på et andet OS-projekt og ingen gad supportere det gamle, og det faldt sammen.
Det nytter jo ikke noget.
Når man ikke bliver fyret for at købe Microsoft er det ikke kun fordi det er max dyrt, men især fordi ledelsen fornemmer, at de nok også er der om fem år. Det er Linux nok også, for det er blevet adopteret, ligesom eksempelvis Tomcat, af kæmpebikse, der smider hundredvis af folk efter det.
Den slags OS-løsninger kan man roligt anvende, selvfølgelig. Apache-konceptet ser jo også ud til at virke fint og godt. Redhat med deres jBoss ligeså.
Men hvad med de dusinvis af geniale, små og store, OS-løsninger, der skal til for at udarbejde for eksempel en reel, åben teknologistak til en hel platform?
Se, nu begynder det at blive interessant.
Kæmpebiksen Nørgaard Uden Partnere
Lad os for eksempel forestille os, at kæmpebiksen Nørgaard Uden Partnere (NUP) Amba vil være rigtigt sød ved sine medarbejdere, så de DJØF-lignende ansatte får en managed Windows-laptop (styret via MECM), de kreative klasser får en managed Mac (styret via JAMF), og de nørdede, kodende og udforskende typer får en managed Linux-laptop... Men:
- Skal den køre Ubuntu, openBSD, Debian eller noget femte?
- Skal nørderne selv have lov til at installere den dérsens lille dimsedut, der liiiiige gør, at dét der adapter fortsat virker i morgen med den nyeste version af det kendte produkt Hutlihut?
- Hvilket produkt kan man anvende, der svarer til JAMF eller MECM?
Jeg vil postulere, at hvis man vil køre konsekvent OS skal man have en organisation, der kan leve med konstant ustabilitet.
Bevares, det skal man så sandelig også med Windows, men Microsoft sørger for, at fem mand kan administrere 13.000 laptops, Apple sørger for, at to mand kan administrere 3.000 Macs, mens der nok skal to mand til at administrere 30 Linux-laptops.
At styre folk med Linux-laptops vil være lige så nemt som at få anarkister til at organisere sig i en forening med fælles vedtægter...
Ja, man kan tegne abonnement på support og administration på forskellige OS-løsninger som for eksempel Open Stack.
Men hvad nu hvis ét eller andet gør, at de vigtigste folk skrider for at lave Open Snack i stedet, eller at det pågældende firma, der tilbyder support og vedligehold, beslutter sig for at tjene penge på noget helt andet?
Hvem skal så videreføre det?
Har closed source ikke også leveret skrammel?
Men er der ikke masser af eksempler på, at closed source-leverandører har leveret skrammel, ikke har kunnet yde god support, ikke har sikret kunderne ordentligt, har opgivet gode produkter, og i det hele taget opført sig forfærdeligt?
Åh jo. Som én, der sad inde i Oracle-elefanten i 10 år - og udenfor i flere - kan jeg checke alle de punkter af.
Men er der ikke også masser af eksempler på, at open source-produkter har været kodet bedre, nemmere, mere sikkert, bedre opdaterede og hurtigere end closed source?
Jo. Masser.
Derfor bliver kunderne hængende
Alligevel vinder Microsoft og Dinero. Her har kunder, inklusive offentlige kunder, købt noget, som firmaerne har forpligtet sig til at vedligeholde og udvikle mod en klækkelig betaling.
Det kan de så gøre mere eller mindre godt, men deres eksistensgrundlag, deres penge til at brødføde familien og baristaerne på Østerbro, samt deres urimelige chef-bonusser, afhænger af, at de tager sig af softwaren, så kunderne bliver hængende.
Kunderne køber både CYA (Cover Your Ass) og mere ro i maven. Man vil gerne betale (rigeligt!) for forsyningssikkerhed og CYA.
Og nu om dage kan man ovenikøbet også købe NIMBY (Not In My BackYard) via cloud-services .
Længere nede i denne uendelige klumme kommer jeg i øvrigt med et godt eksempel på et meget populært closed source-produkt, der i disse år skiftes ud med en open source-ditto af alle, der har mulighed for det. Wait for it.
Sikkerheds-sikkerheden
Så er der jo hele aspektet med sikkerheds-sikkerheden.
Cybertruslen har jo medført, at sikkerhed - ligesom børneporno og klima - trumfer alt. Hvem tager det overordnede ansvar for at have en sikkerhedsafdeling for et vigtigt OS-produkt?
Hvem garanterer, at onde mænd ikke for længst har lagt bagdøre ind i OS-programmer? Hvem kan retsforfølges, hvis ingen gider opdatere Linux for at fixe en nyopdaget Zero Day-sårbarhed? Hvem har påtaget sig ansvaret?
Svaret er som regel: Alle. Men det betyder ofte: Ingen.
Igen: Sikkerheden fra de etablerede kæmpebikse behøver ikke være bedre i sig selv.
De store Cisco-routere med deres hard-wirede backdoors er et godt eksempel.
Jeg ser også Lenovo-pc'er overalt i det offentlige og private, endskønt de - sammen med Lexmark-printere - anses for usikre af vestlige sikkerhedstjenester, fordi begge virksomheder er statsejede, kinesiske bikse, og det er alle åbenbart ligeglade med.
Open source-folket vil det gode
OS-folket vil det gode. Ufatteligt mange mennesker vil gerne OS.
Men man skal organisatorisk turde at introducere en grad af anarki eller konstant ustabilitet for at favne dette aspekt af software-anvendelse i det daglige.
Ønsker Inger NoiseMountains jyske kernevælgere, at de offentlige velfærdssystemer kører på OS og ind imellem lige er nede i et stykke tid, mens man omkonfigurerer HutliHut eller finder en erstatning for den ulovlige løsning Teams?
Næppe.
Og ja, som en topboss skrev til mig: Jeg er mere tryg ved at vide, at en flok dygtige idealister står vagt om mit OS-produkt rundt om på jorden end jeg er ved at vide, at en kæmpebiks har en silo fyldt med dyre folk til at sørge for sikkerheden i sine produkter.
Men det er hans fantasi. Det er ikke den typiske chefs fantasi.
Offentligt finansieret?
Hvis vi som nation skal lykkes med at anvende OS i det offentlige skal vi måske adoptere mit idol Poul-Henning KampTilStregen's idé om et FOSS-hus (Free and Open Source Software), rigeligt og godt finansieret af en fast bevilling på Finansloven eller måske i tre-fem år via EU.
Ellers vil vi blive ved med at se gode initiativer poppe op, generere stor begejstring, og så fise ud i vandet, som man siger, fordi det aldrig kommer op på kritisk masse, hvor de triste, gamle, hvide mænd i C-suiten tør tro på det.
Og nu tilbage til min cliffhanger fra tidligere:
En vigtig, og ret fed, udvikling finder i øvrigt sted omkring PostgreSQL-databasen.
Dén går sin sejrsgang i en sådan grad, at selv Oracle har fået lyst til at købe dem (går jeg ud fra).
For eksempel har Oracle i den kommende version 23C givet efter for nogle ting, som Oracle-nørder har tigget om i 42 år...
Lad mig give et eksempel:
Den mytiske tabel DUAL
Hvis man skal bruge en DTG (DatoTidsGruppe) skal man select'e følgende:
Før 23C: Select sysdate from dual;
I 23C: Select sysdate;
Millionvis af kodere har skullet select'e fra den mytiske tabel DUAL i årtier, men nu, hvor PostgreSQL og andre OS-databaser rykker for alvor, gør man endelig det rigtige.
Det værste er næsten, for en gammel Oracle-mand som mig, at nu på femte årti HADER alle Oracle og alle ELSKER Oracle-teknologien.
Det skyldes måske nok prisen, men Microsoft er lige så grådig nu om dage med SQL Server, så det er, hvad det er.
Kafkaske licensregler
Det skyldes måske også de nærmest kafkaske licensregler Oracle hiver ned over folk. Men Microsoft er ikke ret langt bagefter.
Men frem for alt skyldes det, som min ven P sagde forleden, den manglende fleksibilitet.
Hvis man vil lave en database på en ny server, teste nogle ting, lege med en betalings-option, og måske nedlægge det hele bagefter, så skal man virkelig tænke sig om med Oracle, mens man bare kan gøre det med PostgreSQL uden at skulle holde møder med finansafdelingen.
Man får manøvrefrihed med OS. Det er besværligt at gøre forretninger med Oracle.
Alle kan se fordelene ved OS. Men det kræver forankring hos nogle kæmpebikse, offentlige eller private, og konsensus/samarbejde.
Altså det samme, som ville have kunnet føre anarkisterne frem til drømmen om det frie samfund med frie mennesker, der lystigt vandrer rundt på stepperne og krammer hinandens tastaturer.
Personligt mangler jeg lige nu at høre nogle fede eksempler på, at det kan lade sig gøre at smide de store på porten og bruge OS i vildskab.
Sig også til, hvis I kender en donor til at finansiere et FOSS-hus i Danmark. Det vil koste cirka 42 millioner kroner om året. I må hjælpe mig! Skriv til mig på mogensxy@gmail.com og gør mig glad. Og skulle I have en fidus mht en Managed Linux-PC-løsning, så sig til!
Klummer er læsernes platform på Computerworld til at fortælle de bedste historier, og samtidig er det vores meget populære og meget læste forum for videndeling.
Har du en god historie, eller har du specialviden, som du synes trænger til at blive delt?
Læs vores klumme-guidelines og send os din tekst, så kontakter vi dig - måske bliver du en del af vores hurtigt voksende korps af klummeskribenter.