De allerførste af de nye iPhone 14 modeller fra Apple har allerede nu kurs mod de tidligere købere – flere dage før den officielle debutdato den 16. september.
Af netmediet 9to5mac fremgår det, at Apple har tvystartet med forsendelsen af de nye iPhones ved at sende de første enheder ud allerede den 12. september, hvilket giver fragtselskabet UPS, som Apple anvender i USA, flere dage til at levere enhederne.
På det sociale nyhedsmedie Reddit melder amerikanske brugere om, at enhederne er klar til afhentning allerede 14. september.
Apple introducerede i alt fire nye iPhone-modeller 7. september og åbnede op for forsalget fredag 9. september.
Blandt de nye modeller står tre (iPhone 14, iPhone 14 Pro samt iPhone 14 Pro Max) til at blive leveret fra den 16. september ifølge Apples hjemmeside.
Den nye størrelse, Apple iPhone 14 Plus, som byder på en større variant af iPhone 14, står dog til først at blive leveret fra 7. oktober.
En potentiel maveplasker
Netop sidstnævnte kan dog ende med at blive en potentiel maveplasker for Apple, da den modsat forventninger ikke gør nogen særlig god figur i forsalget.
På netmediet Medium skriver Apple-analytiker Ming-Chi Kuo, at antallet af forudbestillinger af iPhone 14 Plus er ’væsentligt lavere end forventet’.
Konverteres den trend til et svigtende salg for den store model, vil det indikere, at Apples fravalg af en mini-model til fordel for en større ’Plus’ model i iPhone-familien er en brøler.
”Apples produktsegmentering for standard-familien slår fejl i år,” vurderer analytikeren.
Han noterer sig samtidig at forsalget på den anden iPhone 14 model også slutter under par, hvilket får ham til at spå, at produktionen vil sænkes på sigt.
Imens er der langt bedre takter at se i forsalget af både iPhone 14 Pro og Pro Max modellerne, som vurderes til henholdsvis at være ’neutrale’ og ’gode’ sammenlignet med sidste års iPhone 13 Pro og iPhone 13 Pro Max.
Med til at svække forsalget på de ny iPhones er dog den stærke dollarkurs, som har fået Apple til at hæve priserne markant i udvalgte markeder uden for hjemlandet.