Denne klumme er et debatindlæg og er alene udtryk for forfatterens synspunkter.
Handelskrig, borgerkrig, asymmetrisk krig, ordkrig, religionskrig, cyberkrig, kinetisk krig.
Der er tilsyneladende mange krige i vores komplekse verden. Som barn af 80’erne, så er jeg – lige som mange andre - vokset op med truslen om nukleart ragnarok.
Her i 2022 er det desværre blevet aktuelt igen. Det er bemærkelsesværdigt, hvilken opfindsomhed og kreativitet, vi mennesker besidder, når det handler om at udkæmpe krige og dermed nedbringe befolkningstallet.
Og glem alt om altruistiske motiver.
Nogle mennesker lader sig åbenbart inspirere af Kublai Khan og bygger imperier. Men moderne imperiebyggeri involverer nogle ekstra faktorer, udover krudt og kugler.
Læg dertil, at vi lever i en meget mere forbunden og internationaliseret verden, end de fleste tror. Det er med andre ord vanskeligt at melde sig ud af verdensordenen og dermed være geopolitisk isoleret.
Vi skal ikke længere væk end vores egen verdensdel for at se, at store lande som Tyskland og Frankrig er blevet forenet som handelspartnere og allierede i EU.
Dette af den simple årsag, at det er bedre for alle at enes i et formaliseret forum, end det er at bekrige hinanden på slagmarken.
Og hele grundlaget for FN er at bevare verdensfreden.
Digital krigsførelse
Mange havde nok svoret, at 3. verdenskrig ikke længere var en relevant debat. Man kan stille spørgsmålet, om 3. verdenskrig ikke har været i gang længe? Bare på andre fronter?
Når jeg taler om moderne tofrontskrig, så taler jeg selvfølgelig om digital krigsførelse. Dén, der foregår hele tiden, og som ikke følger krigens konventioner. Den almindelige kinetiske krig er lettere at forstå, og det er også den, som verdens lande er gearet til. Og reglerne – selvom de ofte bliver overtrådt – er defineret i Genevekonventionen.
Kritikere vil måske påstå, at cyberangreb bare er ældgamle discipliner som sabotage, spionage, tyveri og propaganda.
Jeg vil påstå, at det er discipliner, der nu udføres i stor skala af rigtig mange mennesker og vigtigst af alt, på sikker afstand. Ofte er denne udført af regeringer og dermed risikofri.
Her i Check Point har vi opsummeret historien og udviklingen inden for digitale våben således:
1) Generation var i slut 80’erne. Dette var primært baseret på virusangreb og ramte kun stand-alone computere. Og vi rendte alle sammen ud og købte antivirus-software.<
2) Generation startede i midt 90’erne. Angrebsfladen var nu internettet, og dette medførte udviklingen af firewallen.
3) Generation startede i de tidlige 2000’ere, og angrebsfladen var nu applikationer. Dette afstedkom udviklingen af den såkaldte IPS-teknologi (Intrusion Prevention Systems).
4) Generation begyndte i 2010. Her så vi en kraftig stigning i de såkaldte payload-angreb, og disse drev udviklingen af både vandboring og anti-bot teknologierne.
5) Generation begyndte i 2017. De såkaldte mega-angreb anvender mange forskellige angrebsflader (såkaldte angrebsvektorer) og meget avancerede angrebsværktøjer. Netop derfor er hele cybersecurity-industrien fokuseret på at udvikle teknologi, der kan imødegå disse trusler.
Så man kan argumentere for, at 3. verdenskrig – omend ikke kinetisk – har været i gang siden slutningen af 80’erne.
Alt dette medfører nogle helt andre perspektiver. Aktørerne er ofte en fusion af private virksomheder og militæret.
Faktisk, så er private virksomheder helt essentielle. For eksempel optager det danske forsvar 30 værnepligtige på cybersecurity-værnepligtsuddannelsen hver 10. måned. Det er næsten unødvendigt at nævne, at det er alt for lidt.
Man kan sige, at vi er et digitalt demobiliseret land. En digital Potemkinkulisse.
Er det bare et simpelt spørgsmål om high-tech versus low-tech? For kan man i virkeligheden undgå alverdens turbulens ved bare at være underudviklet rent teknologisk?
Jeg agiterer ikke for et regressivt styre, men ethvert tilvalg, har et indbygget fravalg.
Og tilvælger man digitalisering, så følger cyberkriminaliteten og potentielle digitale krigshandlinger med. Danmark er jo et af verdens mest digitaliserede lande, og man fristes til at spørge sig selv, om dette ikke har en pris?
Traditionel krig foregår i øvrigt mellem landes regeringer, mens digital krigsførelse sagtens foregå mellem en stat og en privat virksomhed i et andet land. Det giver selvsagt et broget fjendebillede.
Netop dette forhold gør, at man skal beslutte, hvem der har opgaven med at imødegå cybertrusler.
For er det Danmark som nation, der har ansvaret, hvis private danske virksomheder bliver angrebet af fremmede statsaktører?
Forestil dig en situation, hvor man først skal identificere fjenden, for derefter at skulle fastslå ejerforholdet af de enkelte virksomheder og institutioner, før man afgør, hvis opgave det er at imødegå truslen?
Er vi på vej til det vilde digitale vesten? En ny verdensorden?
Digital mobilisering
Uanset hvad er digital mobilisering helt essentiel, ligegyldigt om den er national eller international. Er tiden kommet, til oprettelsen af et cyber-NATO og dermed en NATO musketer-ed på cybersecurity-området?
Eller betyder Danmarks afskaffelse af det 30 år gamle EU-forsvarsforbehold, at EU nu begynder en fælles mission på området? Eller skal Interpol have en ny opgave?
Ligegyldigt hvad, så er cybersecurity ikke noget con amore projekt. Det er en nødvendighed. Heldigvis, så har langt de fleste indset, at det ikke hjælper noget at sætte et Mickey Mouse plaster på et åbent kødsår.
En digital oprustning er ikke en erstatning, men en komplementær kapabilitet. En kompetence med en væsentlig kortere ramp-up tid end militære evner, som typisk tager mindst 15 år. Kinas daværende leder påbegyndte allerede moderniseringen af den kinesiske hær i slut-70’erne.
Og Kinas nuværende leder har sagt, at moderniseringen af de væbnede styrker skal være afsluttet i 2035. Og i 2049, skal man være ”world-class” og dermed være i stand til at både udkæmpe og vinde krige.
Sagt med andre ord, så tager opbygningen af militære kompetencer meget lang tid. Og de tager væsentlig længere tid at opbygge end digitale kapabiliteter.
Moderne tofrontskrig er en blanding af det 20. århundredes kinetiske krig og en 21. århundredes digital krig. I bund og grund en fascinerende mekanisme.
Og 3. verdenskrig? Den har vi haft i cyberspace længe.
Velkommen til den nye type krig.
Klummer er læsernes platform på Computerworld til at fortælle de bedste historier, og samtidig er det vores meget populære og meget læste forum for videndeling.
Har du en god historie, eller har du specialviden, som du synes trænger til at blive delt?
Læs vores klumme-guidelines og send os din tekst, så kontakter vi dig - måske bliver du en del af vores hurtigt voksende korps af klummeskribenter.