Livet handler om kompromisser. Og den lommefilosofiske lektie gælder også skærme, hvor størrelse, pris og funktioner i høj grad afhænger af, hvad den underliggende teknologi kan tilbyde.
Er du bare lidt skærm-nørd vil du vide, at det ikke er alle pixels, der er født ens. TN, VA, IPS, OLED og Mini-LED er nogle af de akrononymer, som du nok er stødt på i moderne fladskærmes teknikblad.
TN er billigt og dårligt, VA er bedre og lidt dyrere, men kan døje lidt med farverighed og høje frekvenser, IPS er igen lidt dyrere og kan være rigtig godt, OLED og mini-LED er dyrt, endda meget dyrt, men har nærmest ingen ulemper.
Men nu melder en ny teknologi sig på banen, som bliver værd at følge nøje: IPS Black.
Vinder på pris og kontrast
IPS Black tager, som det nok kan anes, udgangspunkt i den IPS-teknologi, som i årevis har været den dominerende blandt LCD-fladskærme (som også VA- og TN-baserede teknologier), lige indtil OLED og mini-LED igennem de seneste år begyndte at dukke op i kontorskærme.
IPS Black er dog den nyeste udvikling af LCD-teknologien, hvor de første paneler fra skærmgiganten LG lover markante forbedringer, når det gælder navnlig kontrast, maksimal lysstyrke og farvekvalitet.
Rent praktisk lover LG, at IPS Black kan nå både nye bundniveauer, når det gælder gengivelse af sort, som kan nå helt ned 0,1 nits lysstyrke, hvor klassiske IPS-skærme blot kan nå med til 0,2 nits.
Det resulterer i en fordobling af den maksimale kontrast fra typisk 1:1000 til 1:2000.
Samtidig forbedres kontrasten markant, når skærmen betragtes fra siden af, så den nu er 1,4 gange højere ved 45 grader.
Mere præcis farvestyring
Dertil er farvestyringen langt mere præcis, hvilket gør, at der kan rammes såkaldte Delta-E værdier på bare 0,6, mens farverne også bevarer deres mætning, når skærmen betragtes fra siden.
Dermed giver IPS black teknologien en markant vitamin-indsprøjtningen i en tid, hvor OLED og mini-LED baserede-skærme rasler ned i pris – ganske vist fra nogle tårnhøje niveauer.
Hvor et professionelt 32” OLED og mini-LED skærme i 32 format løber op i de 20.000 kroner til 30.000 kroner, koster IPS Black skærmene omtrent en tredjedel.
De første skærme er klar
De nye IPS-Black baserede skærme er allerede ved at udkomme i flere afskygninger, der inden længe vil kunne købes.
Først blev LG’s UltraFine 32UQ85r, som introducerede IPS Black-teknologien i et 32 tommers format med 4K opløsning. Denne er dog ikke udkommet i den danske handel endnu.
I stedet er Dell klar med sin trio af Ultrasharp-skærme i 27 og 32 tommer klassen U2723QE, U3223QE samt U3223QE med USB-C hub. Her begynder priserne ved 6.200 kroner og går op til 8.750 kroner.
En ny spiller på IS-Black banen er HP, som netop er klar med sin version af et 32” 4K-display i form af entusiast-skærmen HP Z32k G3.
Både Dell og HP, og naturligvis LG, tager udgangspunkt i paneler fra LG, hvorfor sammenlignelig performance kan forventes fra de tre producenter.