Velkommen til din daglige morgen-briefing fra Computerworld, der denne onsdag morgen er sammensat af Dan Jensen.
Microsoft vil bygge skurby på 1.000 kvadratmeter ved Roskilde
Microsoft vil opføre en skurby med et tagareal på næsten 1.000 kvadratmeter ved Gadstrup uden for Roskilde i forbindelse med byggeriet af selskabets kommende datacenter i området.
Af en ansøgning til Roskilde Kommune fremgår det, at skurbyen på 950 kvadratmeter vil stå klar om en måneds tid og vil være i brug frem til maj 2024.
Den vil anvendes af op mod 450 samtidige håndværkere og andre personer, der vil få deres gang på byggepladsen.
Datacenteret bliver en del af Microsofts kommende datacenter-region Denmark East, der kommer til at bestå af tre sammenhængende datacentre.
Det kan du læse mere om her: Her kommer Microsofts nye datacenter-region Denmark East til at ligge: Store datacentre på vej i Høje Taastrup, Gadstrup og Lille Skensved.
Rusland overtager Yandex’ nyhedsfeed og website
Ruslands svar på Google, Yandex, kommer under statskontrol.
Det statskontrollerede selskab VK overtager nemlig en betydende del af Yandex, nemlig websitets nyheds-aggregator, indeholdsplatformen Zen samt ejerskabet til domæneadressen yandex.ru.
Istedet vil Yandex nu fokusere på ‘andre forretningsområder,’ meddeler selskabet. Eksempelvis vare-udbringing, transport a la Uber og lignende.
VK står i forvejen bag Ruslands største sociale medie, VKontakte. CEO i VK er Sergeri Kiriyenko, hvis far er Vladimir Putins departementschef.
Gazprom samt Putins nære ven, Yuri Kovalchuk, ejer store dele af VK.
Intel på jagt efter 7.000 håndværkere
Intel er i gang med at forsøge at skaffe de 7.000 bygnings-håndværkere, der skal til for at opføre selskabets nye kæmpefabrik - en såkaldt fab - i den amerikanske delstat Ohio.
Intel har afsat svimlende 20 milliarder dollar til opførelsen af den avancerede fabrik. Når fabben står færdig i 2025 vil Intel i Ohio beskæftige 3.000 medarbejdere.
For at få Intel til området, har Ohio tilbudt selskabet skatterabat i 30 år og andre incitamenter for i alt to milliarder dollar.
Men lige nu er problemet altså at skaffe byggefolk i Ohio, hvor der i forvejen er så meget gang i byggeriet, at der ikke umiddelbart er mange ledige håndværkere.
AP News skriver, at Intel får henvendelser fra håndværkere langvejs fra, som er klar til at rejse til Ohio for at være med.
Gro Capital går ind i England
Den danske software-kapitalfond Gro Capital etablerer sig i England, hvor selskabet nu åbner kontor i det mondæne Mayfair i det centrale London.
Det sker for at ‘understøtte den fortsatte europæiske ekspansion,’ meddeler fonden, der fornylig ligeledes har åbnet kontor i Oslo, Norge.
Gro Capital står bag en investeringpulje på en milliard euro og har tiden investeringer i 12 software-selskaber inden for en række sektorer - herunder Omada, Targit, Adform og Queue-IT.
London-kontoret kommer til at ‘spille en nøglerolle’ for Gro Capital og vil blive ‘en hub’ i forhold til at rekruttere nøglemedarbejdere, meddeler fonden med direktør Lard Dybkjær i spidsen.
Columbus kommer med regnskab om få timer
Danske Columbus præsenterer om få timer sit halvårsregnskab.
Det er forventningen, at regnskabet vil vise gode takter, i det Columbus gennem foråret har haft stor fokus på vækst.
Columbus frasolgte i marts hele sin russiske forretning med 200 medarbejdere til de lokale chefer i en lynhandel til billig penge.
Selskabet er - som mange andre softwareselskaber - i fuld gang med at omstille til cloud-baserede løsninger.
Du kan læse vores gennemgang af selskabets første kvartal her: Så meget har exit fra Rusland kostet Columbus: Må vinke farvel til millioner af kroner efter brand-udsalg af russisk forretning.
Læs mere om Columbus senere onsdag på nærværende kanal på cw.dk.