Hjerteligt velkommen til morgen-briefingen fra Computerworld, der denne tirsdag morgen er sammensat af Dan Jensen.
Kombit på turné med Danmarks ny valgløsning
Kombit er i disse dage på en slags mini-turné rundt i Danmark for sammen med Netcompany at præsentere Danmarks kommende valgløsning for kommunerne og regionerne.
Til præsentationen bliver der vist billeder af den kommende løsning, ligesom Kombit fortæller om implemeterings-planerne.
Mandag blev løsningen præsenteret for en fyldt sal i Ballerup. Torsdag kommer showet til Middelfart.
Netcompany blev valgt som leverandør af det nye valg-system i slutningen af 2021 foran NNIT. Det ventes færdigt i slutningen af marts 2025.
Det kan du læse mere om her: Netcompany skal levere Danmarks nye valgsystem - KMD færdig som leverandør efter mere end 30 år.
Direktør for norsk kæmpe-fond: Vi afværger nu 100.000 cyberangreb om året
Antallet af cyberangreb mod den norske oliefond, der med en gigantisk formue på ni billioner kroner er verdens største, er fordoblet i de senere år.
Fonden Norges Bank Investment Management afværger nu omkring 100.000 cyberangreb om året, hvor af de 1.000 er seriøse - altså tre om dagen. Det gør cyberangreb til det vigtigste område og den største bekymring lige nu, fortæller direktør Nicolai Tangen til Financial Times.
Det går ellers skidt for fonden, der på grund af afmatning i markedet og inflation har noteret stor tilbagegang for formuen i den seneste tid.
“Men jeg er mere bekymret for cyber end for markeds-udviklingen. Vi ser mange flere forsøg, og mange angreb er stedse mere sofistikerede,” siger Nicolai Tangen til avisen.
Apple-ansatte vil blive hjemme - vil ikke tilbage på kontoret
En række Apple-ansatte med arbejdsplads i Apples rumskibs-lignende hovedkvarter i Cupertino har ikke meget lyst til at tilbringe alle deres arbejdsdage på kontoret.
De protesterer over Apples beslutning om, at alle medarbejdere skal vende tilbage til kontoret mindst tre dage om ugen fra 5. september. Istedet kræver de fortsat at have mulighed for at sidde derhjemme.
Det sker via medarbejdergruppen Apple Together, som for tiden er ved at indsamle underskrifter fra medarbejderne, som skal præsenteres for Apples ledelse. Apple Together argumenterer med, at de under corona beviste, at de kan levere ‘exceptionel arbejde’ under fleksible arbejdsforhold.
Apple Together mener, at der er mange ‘overbevisende grunde’ til at lade medarbejderne sidde derhjemme. Blandt andet at det gør medarbejderne ‘gladere og mere produktive.’
Globalt chipsalg under opbremsning
Det ellers brandvarme marked for chipsalg i verden er under kraftig nedkøling.
Ifølge World Semiconductor Trade Statistics står væksten i det globale chipsalg til at falde til 13,9 procent fra den tidligere forventning om en vækst på 16,3 procent i år.
Afmatningen skyldes blandt andet den stigende rente samt det, der kaldes for geopolitiske ricisi.
Til næste år vil væksten falde yderligere, i det WSTS i 2023 forventer en vækst på blot 4,6 procent.
I år forventes det globale chipmarked at runde en omsætning på 600 milliarder dollar.
Det globale chipsalg regnes for at være en vigtig indikator på den overordnede helbredstilstand i verdenshandelen, da de produkter, som forbrugerne køber, i stigende omfang indeholder netop chip.