Godmorgen og velkommen inden for til dagens første nyheds-cocktail fra Computerworld.
Den er igen i dag sat sammen af Alexander Haslund.
Vi begynder dagens nyheds-mix med det hypede metaverse, som også er kommet i de cyberkriminelles søgelys.
Unity og Capgemini indgår alliance
Dansk-stiftede Unity og den franske it-gigant Capgemini indgår en flerårig global alliance om at udvikle kommercielle løsninger til det virtuelle univers, metaverse.
Sammen vil de to selskaber udforske de branchespecifikke og kommercielle muligheder i metaverse inden for alt fra byggeriet til produktionsvirksomheder, detail og og e-handel.
"Det handler langt fra udelukkende om virtuelle rum til at socialisere, spille eller shoppe i," lyder det fra Capgeminis danske direktør Claus Rydkjær i en meddelelse til Computerworld.
"En af de måske mest væsentlige, langsigtede værdier i metaverse ligger i, at det vil give virksomheder helt nye muligheder for at opbygge nye, personlige og varige kunderelationer, hvor en konkret oplevelse af tilstedeværelse, rum, tale, gestikulering, følelser og sågar dufte kommer i spil."
Flere cyberangreb forventes at ramme metaverset
Og vi bliver i metaverse-jargonen, for ny rapport fra Check Point Software Technologies forudser, at der i efteråret vil ske flere cyberangreb på 'metaverset'.
Derudover forudser it-sikkerhedsselskabet, at der vil ske en større brug af cyberangreb som våben på statsligt niveau og en blomstrende hacktivisme.
Den helt store overskrift er dog, at vi fortsat må regne med, at ransomware vil være den største trussel i efteråret.
"Derfor vil det fortsat være uhyre vigtigt for virksomheder, også i Danmark, at blive mere forberedte og tage cybertruslen alvorligt, for bedre at kunne modstå angreb, uanset om virksomhederne er ofre for en målrettet kampagne, eller et bredere cyberangreb," udtaler Niels Zimmer Poulsen, der er Head of Security Engineering hos Check Point Software Technologies i Danmark, i en meddelelse til Computerworld.
Du kan læse hele rapporten her.
Russisk domstol idømmer Twitch bøde for 'falsk' video
En domstol i Rusland har idømt streamingtjenesten Twitch en bøde på to millioner rubler svarende til cirka 240.000 kroner.
Ifølge den russiske domstol har Twitch lagt platform til en kort video, der ifølge domstolen indeholder "falske" oplysninger om påståede krigsforbrydelser i den ukrainske by Bucha, skriver Reuters.
Rusland har gentagne gange truet med at udstede bøder til websteder, som ifølge Rusland indeholder "falsk" indhold om dets militærkampagne i Ukraine.
Retten anklagede Twitch for at undlade at fjerne et 31 sekunder langt klip af en pige fra byen Bucha.
Ukraine og dets allierede anklager russiske styrker for at begå grusomheder i Bucha, efter at Moskva indledte sin invasion i februar. Rusland afviser sigtelsen.
Hver femte dansker bruger madspilds-app
800.000 borgere reducerede madspild ved hjælp af apps som eksempelvis Too Good To Go i starten af 2022. Det svarer til 18 procent af befolkningen mellem 16 og 74 år.
Det viser tal fra Danmarks Statistik.
Danmarks Statistik målte for første gang brugen af madspilds-apps i 2020. Her var andelen, der benyttede sig af disse apps, 17 procent, når der ses på hele befolkningen mellem 16 og 74 år.
Populariteten af madspildsapps i de forskellige aldersgrupper har ikke ændret sig markant siden 2020 på nær aldersgruppen 16-24 år. Med 29 procent var madspildsapps mest udbredt blandt yngre forbrugere i 2022, hvor den tilsvarende andel var 10 procentpoint lavere i 2020.
Det gælder både for 2020 og 2022, at kvindelige forbrugere i højere grad køber og opsøger inspiration til at bruge overskudsvarer for at minimere madspild, men hvor andelen blandt kvinderne er uændret, er der en lille stigning blandt mændene, fremgår det af tallene fra Danmarks Statistik.
Bekæmpelse af madspild er ét af FN's verdensmål, hvor et delmål er, at det globale madspild på detail- og forbrugerniveau per indbygger skal halveres inden 2030.
Tesla kan fortsætte med at reklamere for autopilot i Tyskland
Tesla kan fortsætte med at henvise til sit førerassistentsystem og til autonom kørsel reklamer i Tyskland. Der har en tysk domstol konkluderet, efter at det har afvist en klage over praksissen.
Det skriver Reuters.
Tysklands Wettbewerbszentrale, et industrisponsoreret organ, der har til opgave at politibekæmpe konkurrencebegrænsende praksis, havde indgivet klagen til Tysklands forbundsdomstol.
Den afviste klage giver reelt Tesla mulighed for at blive ved med at bruge sætninger som "fuldt potentiale for autonom kørsel" og "autopilot inklusive" i sit tyske reklamemateriale.
Tesla blev tidligere på måneden også beskyldt af en transporttilsynsmyndighed i staten Californien for fejlagtigt at reklamere for dens autopilot og fuld selvkørende funktioner.
Japansk datacenter køler med sne og opdrætter ål
Vi slutter dagens hurtige indblik i dagens it-nyheder med et japansk datacenter.
For på øen Hokkaido i byen Bibai har man opført et datacenter, der bliver kølet af smeltet sne, som samles om vinteren og så bruges året rundt.
Og ikke nok med det. Datacenteret, White Data Center som det kaldes, har importeret 1.700 unge ål (elver), som opdrættes i tanke i datacenteret.
Efter at være blevet brugt til at køle datacenteret, har vandet nemlig en temperatur på 33°C, hvilket meget belejligt er helt ideelt til åleopdræt.
Og det ser ud til, at det faktisk er et konceptet, der holder. For selskabet bag vil nu bygge et endnu større datacenter efter samme model.
"Det næste datacenter, vi planlægger at bygge, vil være ti gange så stort som det nuværende," lyder det fra White Data Centers direktør Ijichi Shinich."
"For at bruge energi effektivt, eksperimenterer vi med grøntsagsdyrkning og fisk. og fiskeopdræt i drivhuse ved hjælp af spildvarme produceret af serverne om vinteren. Vi planlægger at gøre dette til en realitet, efterhånden som datacentret vokser i omfang."
Hele den særegne måde at udnytte datacenteret på kan du læse mere om via Datacenter Dynamics.