Er du en af de mange, der anvender iPhone eller iPad fra Apple, kan det meget vel være, at du skal gøre dig klar til at se mange flere annoncer.
Apple pønser nemlig på at åbne for visning af mange flere annoncer på iPhone og iPad, end det er tilfældet i dag, skriver Bloomberg.
I dag er Apples annonce-forretning relativt begrænset og består af visning af display-annoncer og reklamer i Apple Store samt i Apples nyheds- og aktie-apps.
Apple omsætter i dag for omkring fire milliarder dollar på annoncer. Og det er selskabets plan, at dette tal skal fordobles inden for de kommende år.
Det vil betyde, at der kan være meget mere på vej, skriver Bloomberg.
Mediet peger på, at der kan komme mange flere annoncer på fanebladene i Apple App Store.
Desuden kan der være både flere annoncer samt flere betalte søgeresultater på vej i Apples Maps samt i Apple Books, Apple Podcast og andre løsninger.
Ifølge Bloomberg har Apple allerede internt testet en løsning med betalte annoncer i Apple Maps, hvor restauranter eksempelvis vil kunne betale for at få en god placering, hvis en bruger søger efter eksempelvis ‘sushi’ i et område.
Samme model vil Apple anvende i Apple Books og Apple Podcast, mener Bloomberg, hvor forlag vil kunne betale for at blive bedre placeret, når brugerne søger efter bestemt indhold, ligesom de vil kunne få placeret annoncer mellem søgeresultaterne.