Artikel top billede

Det unikke og aparte design gør B&W’s Wedge til en design udfordring i nogle hjem. Men som her vil den passe ind.

Test: Denne streaming-højttaler i luksusklassen vil skille vandene, men lyden vil du ikke være ked af

Test: Den er ikke kun stor og aparte designet. Den ligner også noget, der kunne være landet på Mars og udviklet af Nasa. Men uanset hvad du mener om B&W’s Formation Wedge, så leverer den høj lydkvalitet til hele stuen.

Britiske B&W har begået hi-fi højttalere i en menneskealder, og i streamingdagene har selskabet også været meget godt med på beatet. Og som B&W's hi-fi-højttalere er streaminghøjttalerne heller ikke billige.

Dog ikke i 100.000 kroners klassen, men når man forlanger 7.495 kroner for en streaming-højttaler, så har man konkurrenter i markedet fra seriøse spillere – og vel nok også et prislag, hvor mange vil tænke sig en ekstra gang om, før Dankort-chippen bankes på terminalen.

Design for viderekommende

For at få dig til det, kan en af mulighederne være at lave et design, der skiller sig ud.

Det gør Wedge i den grad, og den kubelignende struktur er et skelet med stof, der er modstandsdygtigt overfor smuds. Det er ikke så sart, som det ser ud. Men formen og strukturen er noget aparte.

Det er med sikkerhed et design, du vil elske eller hade.

Jeg er ikke den største fan, og jeg kipper med flaget for, at de skiller sig ud fra mængden.

Dog ikke for den blanke plast på bagsiden og på toppen, hvor der er touch-betjening.

Det ser lidt billigt ud, hvis jeg skal være helt ærlig. Og følger ikke helt det ellers gennemførte materialevalg, som Wedge ellers har.

Bagpå buer højttaleren, så du let kan stille den i et hjørne. Og det er ikke nogen dårlig idé, da det både vil booste bassen, og væggene vil virke som en naturlig akustisk forstærker.

Enheden er tung (ni kilo) og har tydeligvis en solid bestykning af både forstærker og højttalere.

Den har to indbyggede forstærkere og består blandt andet af en 6” subwoofer. Ifølge producenten er enheder bygget på løsninger fra en af deres mest populære hi-fi-højttalere.

Ultra enkel betjening

Tilslutning sker via Apple AirPlay eller Bluetooth, og den understøtter en række streaming-tjenester af høj kvalitet.

Derunder streamingplatformen Roon, der samler og sikrer den bedste lyd og interface (efter min smag).

Det hele er let at sætte op og bruge til daglig. Du må dog undvære stemmestyring, og i denne prisklasse kunne det også være hensigtsmæssigt med en optisk digital indgang – eller HDMI Arc, så den kunne bruges sammen med et tv. Den vil jo se nydelig ud på reolen lige under tv’et.

B&W’s app til styring er meget enkel og i praksis en, som du sagtens kan undvære i det daglige.

Lydfeinsmeckeri

B&W er kendt for lydkvalitet, og det skinner heldigvis tydeligt igennem i Wedge.

Den store enhed får i den grad smidt lyden ud i rummet, så det fyldes godt ud. Og tak for det – for med den prislap skal der helst ikke suppleres med flere enheder, selvom to styk Wedge godt kan sættes op til stereo.

Lyden er først og fremmest detaljeret og meget glat.

Med det mener jeg, at der ikke er noget i frekvensområdet, der stikker af eller lyder ubehageligt.

Sarte S-lyde på stemmer er godt opløst, og lydbilledet er først og fremmest helstøbt. Bassen er nuanceret – glem alt om buldrende bas.

Der er tydeligt hul igennem, hvorfor du med fordel kan bruge den med en streaming-tjeneste af høj karat.

Tidal eller Quboz bedste og dyreste streaming løsninger vil betyde, at du udnytter Wedge optimalt. Og det kan den bestemt indfri lydmæssigt.

Om den er pengene værd, kan kun du afgøre. Til prisen er der gode konkurrenter fra JBL, Harman, og du kan endda for lidt mere få en større højttaler fra B&O. Så designet og lyd-karakter afgør valget.

Heldigvis forhandles den af en kæde, hvor du vil kunne få mulighed for at høre og se den under ordnede forhold uden en masse larm rundt om dig. Så gør det inden, du putter i kurv.


Loading ikon