Historie kan være en hård tjans. Især hvis man i ugens sidste lektion trækkes gennem de socioøkonomiske implikationer af industrialiseringen, de finere detaljer i den habsburgske arvefølge eller den europæiske magtbalance i mellemkrigstiden af en kaffetrængende gymnasielektor, der hellere vil ud og fiske.
Men det kan også være spændende, og der er efterhånden en del podcasts, som gør historien både levende og underholdende.
En af de allerbedste er The Rest Is History, hvor de to historikere Tom Holland og Dominic Sandbrook giver fortiden en tur i vridemaskinen og trækker tråde til nutiden.
Der er p.t. udgivet knap 220 episoder, og undervejs kommer man hele vejen rundt fra Robin Hood, Putin, Stalingrad, de gamle grækere og Cleopatra til vikinger, pest, kolera, videnskab i middelalderen og Watergate. Og meget, meget mere.
Det er ikke en overdrivelse at påstå, at hvis man har et emne, man gerne vil vide mere om, så har Holland, Sandbrook sikkert allerede været omkring det.
Men selv om værterne tager deres emne seriøst, så er det langtfra det samme som tørt, kedeligt og docerende. Hvilket episodetitler såsom Justinian: Making Rome Great Again, Historical Love Island og Top Ten Mistresses også antyder.
Samtidig er her hyppigt topkvalificerede gæster, som deler ud af deres viden. I dobbeltspisoden om Silicon Valley får værterne eksempelvis selskab af venturekapitalist, multimilliardær og Netscape-stifter Marc Andreesen.
Med The Rest Is History er man helt enkelt i godt selskab, uanset om man skal have et skud historie i bilen, på løbeturen eller under opvasken.
Mens vi er ved det, så er der også andre gode podcasts med historie som omdrejningspunkt, og vi har tidligere skrevet om flere. Blandt andet den underholdende 2. Verdenskrigspodcast We Have Ways of Making You Talk samt Dan Carlins Hardcore History eller danske POTUS, hvor de amerikanske præsidenter er i centrum.
Titel: The Rest Is History / Kan høres på alle gængse podcasttjenester