Aarhusianske Boyum IT køber det danske it-selskab Paperflow, som i de senere år har haft it-rigmændene Preben Damgaard og Lars Seier Christensen blandt sine hovedejere.
Paperflow - der tidligere hed Bilagscan - står bag en fuldautomatisk løsning til dokumenthåndtering og -scanning og beskæftiger et par håndfulde medarbejdere.
De bliver nu en del af af SAP-huset Boyum IT, hvis omkring 100 medarbejdere med stifter og direktør Mikael Boyum i spidsen når ud til mere end 10.000 kunder i hele verden.
Han meddeler, at Boyum IT med Paperflow i huset kan ‘gribe nye muligheder på markedet’ og ‘forbedre’ kundernes ‘effektivitet, konkurrenceevne og profitabilitet,’ som det hedder.
Paperflow meddeler, at selskabet i et stykke tid har været på udkig efter en ny ejer.
Paperflow har i nogen tid ledt efter det bedste nye ejerskab. I Boyum IT har Paperflow nu fundet en ny ejer, der opfylder alle vores kriterier for en optimal ejer. Boyum IT kan med sit internationale netværk introducere Paperflow til det internationale marked,” meddeler Paperflow-direktør Carsten Nørrevang.
Selskabet har endnu aldrig tjent penge, men har løbende tabt millioner af kroner hvert år.
I de seneste fire år har Paperflow således tabt omkring 10 millioner kroner.
Million-underskuddene skyldes ‘væsentlige udviklings-omkostninger,” meddelte Paperflow i regnskabet for 2021, der bød på underskud på 6,8 millioner kroner.
Her meddelte bestyrelsen, at den fortsatte drift var afhængig af, at der blev tilført yderligere penge.