Artikel top billede

(Foto: Digitaliseringsstyrelsen/PR)

En af Danmarks ‘bærende søjler’ inden for digitalisering skal udskiftes efter 15 år

Digtialiseringsstyrelsen gør klar til at udskifte en af de ‘bærende søjler’ i det digitale Danmark efter 15 års aktiv tjeneste.

Digitaliseringsstyrelsen gør klar til at udskifte hele det aldrende website digitaliser.dk, som i de seneste 15 år har været i aktiv tjeneste.

Sitet anvendes til at give overblik over driftsstatus på de offentlige systemer, og styrelsen kalder det for en af ‘de bærende søjler for driftsoverblik over offentlige systemer.’

Det nye digitaliser.dk skal se dagens lys ved årets udgang.

Her vil der blive indført et helt nyt design med vægt på netop overblik over driftsstatus i modsætning til i dag, hvor det gamle design lægger en vis vægt på dialog i form af både åbne og lukkede grupperum og lignende.

Ligeledes vil styrelsen fjerne den nuværende mulighed for upload af eksterne filer.

Disse muligheder bliver fjernet allerede i løbet af efteråret, meddeler Digitaliseringsstyrelsen.

Styrelsen meddeler desuden, at det fra 1. september ikke længere vil være muligt at oprette sig som bruger på platformen.

Digitaliser.dk er i dag indrettet med en lang række bruger-rum, der hver især indeholder driftsinformation og lignende om de forskellige systemer.

Der er i dag eksempelvis en gruppe, der alene handler om driftsinformation om NemLog-in (1.307 medlemmer), en om Digital Post (1.120 medlemmer), en om NemID (700 medlemmer) og en om Borger.dk (772 medlemmer).

Der findes på platformen for tiden hele 238 forskellige bruger-grupper med hver deres fokus.