Bor man i Rusland, er det slut med at downloade Windows 10 og Windows 11.
Det ser nemlig ud til, at Microsoft har blokeret for al download af de to styresystemer samt alle installations-værktøjer som Windows 10 og Windows 11 Update Assistant samt Windows 10 Media Creation.
Der blokeres for alle brugere, som forsøger at downloade systemerne fra russiske VPN-servere.
De mødes istedet af enten en kortfattet besked om fejl 404 - filen eller directory kan ikke findes eller af en besked om, at der er opstået et problem eller af en besked om, at systemerne af ukendte årsager ikke kan afvikles på computeren.
BleepingComputer skriver, at ‘adskillige’ kilder i Rusland bekræfter, at Windows 10 og Windows 11 ikke længere kan downloades.
Flere af dem har forsøgt at skifte til VPN-servere uden for Rusland, hvorefter downloaden er gået igennem.
Mediet skriver, at det lige nu er uklart, om blokeringen skyldes en teknisk fejl eller om den skyldes, at Microsoft aktivt har lukket for Windows 10- og Windows 11-download i Rusland.
Microsoft suspendede al nysalg i Rusland i marts efter Ruslands invasion af Ukraine.
Microsoft har desuden lukket for GitHub-konti i stor stil for de udviklere, som arbejder for sanktionerede selskaber.