Velkommen til ugens første morgen-briefing, som denne mandag morgen er sammensat af Dan Jensen.
CIO’er er nødt til at forholde sig til bæredygtighed
Bæredygtighed spiller en større og større rolle i virksomhedernes jagt efter vækst, kapital og investeringer. Og det er noget, som alle CIO’er er nødt til at forholde sig til.
Sådan lyder konklusionen fra IT-Branchen, som opfordrer til, at man gør bæredygtighed til et ‘mindset’ og ‘tager de grønne briller på,’ så grønt fokus fra begyndelsen bliver tænkt ind i forretningens KPI’er og prioriteter.
“Der er ingen tvivl om, at den grønne agenda får større og større betydning for virksomhederne for forretningen. It fylder mere og mere overalt i virksomhederne, og det bliver derfor også i stigende grad CIO’en, der skal kunne stå på mål for og rapportere om klimamålene og bæredygtighed overfor ledelsen og bestyrelsen,” lyder det fra Lars Ole Dybdal, CIO i Coop.
Du kan læse mere hos IT-Branchen her.
Facebook vil sælge virtuel mærketøj til avatarer
Facebook-ejer Meta Platforms åbner en digital tøjbutik, hvor brugerne vil kunne købe virtuel mærketøj til deres avatarer fra dyre mode-brands som Prada, Thom Browne og Balenciaga.
Priserne vil blive markant lavere end i den virkelige verden.
Eksempelvis vil en virtuel Prada-taske kunne erhverves for omkring en 50’er, mens den i den virkelige verden kan koste omkring 70.000 kroner.
Direktør Mark Zuckerberg siger, at målet er at gøre butikken til en åben markedsplads, hvor udviklere kan skabe og sælge en bred vifte af digitalt tøj.
Mange danskere betaler med mobilen
Flere og flere danskere betaler med mobilen, når de køber ind, mens næsten alle betalinger med betalingskort i dag foregår kontaktløst.
Ifølge Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens nye ‘Betalingsrapport 2022’ anvender cirka halvdelen af os mobil-telefonen til at betale med, når vi køber online - eksempelvis med Apple Pay, Google Pay eller MobilePay.
I fysiske butikker er det cirka hver femte af os, der anvender en mobil-løsning til at betale.
Samtidig er “antallet af misbrugstransaktioner i Danmark med danskudstedte kort mere end halveret. Samtidig er der sket et fald i misbruget over transaktioner over grænser,” lyder det fra styrelsen.
Du kan læse mere hos Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen her.
MapsPeople har fordoblet medarbejdstaben på 15 måneder
Nordjyske MapsPeople har på 15 måneder fordoblet medarbejderstaben og har nu rundet 100 ansatte.
Selskabet meddeler, at det har ‘set en medarbejdervækst på samtlige af virksomhedens kontorer i Aalborg, København, Austin (Texas), München og senest også Singapore.”
Størst tilvækst har der været på hovedkontoret i Aalborg. Det er særligt sket inden for ‘salg, udvikling og digital produktion,” lyder det fra selskabet.
Tesla vil åbne danske superladere for andre elbiler
Tesla vil fremover lade andre bilmærker anvende en række af sine såkaldte Supercharger-ladestandere i en række lande - herunder Danmark, Finland, Tyskland, Schweiz, Holland, Belgien, Frankrig, Spanien og Luxembourg.
Det kommer til at ske mod betaling og via en app, meddeler Tesla.
Herhjemme drejer det sig om otte store Tesla-ladestationer samt 128 enkeltstående Tesla-ladere.
Supercharger-laderen kan lade med mellem 150 kW og 250 kW.