Da James Camerons sci-fi film Avatar havde premiere i 2009, benyttede den sig af dengang ekstremt avanceret CGI i gengivelse af den overjordisk smukke planet Pandora.
Den høstede desuden opmærksomhed på at være en af de første storfilm, der var produceret med 3D-effekter.
Siden er begejstringen for 3D kølet en del. For så fedt var det alligevel ikke at sidde med farvede briller på i timevis, og mange blev direkte køresyge af oplevelsen.
Filmen fik dog enorm succes, selv om handlingen delte vandene. Nogle fandt den vildt banal, andre tog kampen mellem lede kapitalistsoldater og ædle, tårnhøje og blå indfødte til sig.
Den diskussion får vi sikkert igen nu, hvor der netop er frigivet en trailer til efterfølgeren Avatar: The Way of Water, som man kan se her.
Produktion og premiere har været udsat et utal af gange gennem årene. Men nu skulle det altså være ganske vist, at filmen får premiere den 16. december i år. Desuden skulle Avatar 3 også være skudt færdig og forventes i 2024.
En fjerde og femte film i serien skulle angiveligt også være på vej. Men nu får vi se.