Microsoft har som et led i sit aktieopkøbsprogram igen i år tilbudt sine ansatte at købe aktier i selskabet.
Programmet med navnet The Microsoft Corporation Employee Stock Purchase Plan har kørt siden 1. januar 2013.
"Planen har til formål at give berettigede medarbejdere i Microsoft Corporation, som ønsker at blive aktionærer i virksomheden, en bekvem måde at gøre det på," skriver Microsoft i en såkaldt 11-K-formular, som er et dokument, der dækker over ansattes aktiekøb, og fortsætter:
"Planen dækker stort set alle medarbejdere i virksomheden, der opfattes som almindelige medarbejdere, hvis ansættelsesdato ligger før den første hverdag i tilbudsperioden på tre måneder, og hvis sædvanlige ansættelse varer mere end fem måneder i et kalenderår."
Rabat på aktier
De deltagende ansatte kan således vælge at købe aktier i selskabet til 90 procent af prisen. De ansatte kan vælge, at noget af deres løn i stedet udstedes som aktier.
I 2021 købte Microsofts medarbejdere ifølge dokumentet aktier for 1,7 milliarder dollar – svarende til 11,5 milliarder kroner.
30. november forlængede selskabets aktionærer en ny aktieopkøbsplan, hvor slutdatoen rykkes fra 31. december 2022 til 31. december 2031.
Som en del af planen er næsten 85 millioner aktier reserveret til fremtidig udstedelse. Det maksimale antal aktier, der vil blive tilbudt under Planen, er 200.000.000.
Visse begrænsninger
Der er dog begrænsninger til tilbuddet, skriver selskabet.
"Det er forbudt for deltagere at købe mere end 2.000 aktier i løbet af en udbudsperiode på tre måneder eller at købe aktier med en samlet fair markedsværdi på over 25.000 USD i et hvilket som helst kalenderår," fremgår det.
Ansatte, som ejer aktier, som svarer til fem procent eller mere af de samlede stemmer i selskabet, må ikke deltage i aktiekøbsordningen.
Planen er opdelt i følgende perioder der slutter 31. marts, 30. juni, 30. september og 31. december.
I 2020 blev der som følge af programmet købt aktier for 1,5 milliarder dollar svarende til 10 milliarder kroner, og i 2019 blev der købt for cirka 1,2 milliarder dollar – svarende til 81 milliarder kroner.
Microsoft har over 180.000 ansatte ifølge mediet Geekwire.