Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Morgen-briefing: Skattestyrelsen har sendt krypto-regninger for 58 millioner kroner / Dansk spiludvikler solgt / Ansat anklaget for at have svindlet Apple for 68 millioner kroner

Uniconta fordobler omsætningen. Skattestyrelsen har sendt krypto-regninger for 58 millioner kroner. Dansk spiludvikler solgt. Pas på svindelindsamlinger. Ny direktør hos Telia. Ansat anklaget for at have svindlet Apple for 68 millioner kroner

Velkommen til dagens morgen-briefing fra Computerworld, som denne mandag bliver leveret af Alexander Haslund.

Vi skriver i dag 21. marts 2022, og det betyder, at Danmark får en ny Digital Post.

Hen over weekenden er der blevet arbejdet på at få gjort det nye Digital Post klar til at kunne overtage den centrale infrastruktur fra e-Boks.

Fra kl. 9 skal det nye Digital Post være i luften.

Det kan du læse mere om på Computerworld i dag.

Skattestyrelsen har sendt krypto-regninger for 58 millioner kroner

Siden 2019 har Skattestyrelsens kontrol med kryptovalutaområdet samlet ført til regninger på godt 58 millioner kroner, skriver styrelsen på sin hjemmeside.

Alene i 2021 førte kontrollen af handel med diverse kryptovaluta til, at der blev udsendt regninger for 30 millioner kroner fordelt på 380 borgere og virksomheder.

"Når det kommer til kryptovaluta, er det tydeligt, at der har været nogle gevinster gennem årene, som ikke er blevet beskattet korrekt. Skat er ikke enkelt og slet ikke, når det kommer til gevinster fra kryptovaluta. Men ikke desto mindre, skal alle betale det, de skal. Det er nu engang vores opgave som skattemyndighed at kontrollere," udtaler underdirektør i Skattestyrelsen, Jan Møller Mikkelsen.

Handel med kryptovaluta anses som udgangspunkt som spekulation. Det vil sige købt med henblik på videresalg.I modsætning til traditionelle investeringer, hvor fortjeneste og tab kan udlignes, har kryptovaluta en såkaldt "asynkron beskatning", hvor fradraget for et tab har en mindre skattemæssig værdi end en gevinst.

Du kan læse mere om, hvordan handel med kryptovaluta opgøres og oplyses korrekt som fortjeneste eller tab på skat.dk/kryptovaluta.

Uniconta fordobler omsætningen

Uniconta, der har den kendte it-iværksætter Erik Damgaard i spidsen, leverer et rekordresultat i 2021.

Omsætningen er steget med 85 procent til 32,5 millioner kroner mod 17,6 millioner kroner i 2020.

Samtidig leverer ERP-selskabet et resultat før skat på 11 millioner kroner.

"Vi har i flere år investeret massivt i at udvikle en løsning, som gør det nemt, effektivt og sikkert for små og mellemstore virksomheder, at håndtere deres administrative processer. Det har virksomhederne og deres rådgivere kvitteret for i 2021, hvor vi i stigende grad bliver tilvalgt," lyder det fra Erik Damgaard, CEO og grundlægger af Uniconta, i en meddelelse til Computerworld.

Cirka 20.000 virksomheder anvender i dag Uniconta, der forventer, at en kraftig vækst vil fortsætte ind i 2022.

Dansk spiludvikler solgt

Danske Invisible Walls med 15 ansatte er havnet på svenske hænder, efter at investeringsselskabet Amplifier Game Invest med base i Sverige har købt det danske spilselskab.

Invisible Walls blev grundlagt i 2017 af Sebastian Bevensee, David Heldager og Niels A Wetterberg. Selskabet udgav i 2021 "First Class Trouble" som nåede over 1,5 millioner spillere.

"Vi leder altid efter hold, der formår at skabe sjove og engagerende multiplayer-oplevelser, som skiller sig ud blandt konkurrenterne," lyder det fra Per-Arne Lundberg, direktør i Amplifier Game Invest, i en meddelelse.

"Med Invisible Walls har vi fundet et fantastisk studie til bringe ind i vores gruppe. Vi er spændte på at se, hvordan Invisible Walls kan forme og føre denne genre ind fremtiden," fortsætter han.

Invisible Walls fik for et par år siden en millioninvestering fra den amerikanske investor Versus Evil, der står bag kæmpesucceser som Fallout og Walking Dead.

Pas på svindelindsamlinger

En stor del af indsamlinger i forbindelse med krigen i Ukraine er desværre svindel, hvor cyberkriminelle forsøger at udnytte folks gavmildhed.

Det oplyser Check Point Research, der har set nærmere på en stigende mængde af annoncer på den mørke del af internettet, kendt som Darknet.

"Check Point Research har gennem lang tid fulgt med på Darknet. Sidste år fandt vi reklamer for falske ydelser i forbindelse med COVID-19, herunder falske vaccine- og testcertifikater. Nu oplever vi, at svindel med indsamling sker i stigende grad på Darknet i takt med, at krigen mellem Rusland og Ukraine intensiveres," lyder det fra Oded Vanunu, head of produkt vulnerabilities research hos Check Point Software Technologies.

It-sikkerhedsselskabet har set eksempel på, at en person udgav sig for at hedde Marina og benyttede et billede med et barn i sin favn. Det viser sig dog, at billedet var stjålet fra en tysk avis.

Omvendt er der også annoncer for helt legitime indsamlinger til den ukrainske befolkning, hvor en af indsamlingerne har fået næsten 10 millioner dollar i donationer, lyder det.

Ny direktør hos Telia

Mads Stallknecht er udnævnt til ny erhvervsdirektør hos Telia.

Det oplyser selskabet i en meddelelse.

I dag er Mads Stallknecht storkundechef i Telias erhvervsforretning, men skal fra oktober 2022 stå i spidsen for Telias samlede, danske erhvervsforretning.

Den interne forfremmelse betyder, at Telia iværksætter rekrutteringen af en arvtager til rollen som storkundechef i Telias erhvervsforretning.

Ansat anklaget for at have svindlet Apple for 68 millioner kroner

Vi slutter ugen første morgen-briefing med historien om, at en tidligere ansat hos Apple er anklaget for at have snydt selskabet for 10 millioner dollar svarende til knap 68 millioner kroner.

Det skriver Retuers.

Svindleriet skal være fundet sted gennem den ansattes rolle som indkøber hos Apple. Her er han anklaget for at have stukket penge i lommen i forbindelse med returhandler, stjålet dele ved hjælp af falske reparationsordrer og fået Apple til at betale for varer og tjenester, som aldrig er modtaget.

Apple fyrede ham i december 2018 efter et årti hos selskabet.

Den tidligere Apple-ansatte står anklaget i en amerikansk domstol for fem forhold, heriblandt konspiration om at begå elektronisk svindel, hvidvaskning af penge og bedrageri af USA, samt skatteunddragelse.