Det er snart to år siden, at corona-pandemien for alvor blev global og sendte medarbejdere hjem på stribe for at undgå smitte og sygdom.
I den massebevægelse gik tech-giganterne som Microsoft, Meta (Facebook), Apple og Alphabet (Google) i front og indførte hurtigt hjemmearbejde og siden hybrid-arbejde.
Men denne måned synes de tidligere arbejdsmodeller at være i hvertfald delvist genetableret hos tech-giganterne, som nu er i færd med at genindføre mødepligt på arbejdspladsen.
Der er dog kæmpemæssige forskelle på, hvor aggressive de enkelte virksomheder er i deres krav om mødepligt, fremgår det af en oversigt fra mediet Deadline.
Sådan genindføres mødepligten
Den kommende halvanden måned danner rammen omkring den helt store tilbagevenden til kontorerne. Det fremgår af planer, som tech-kæmperne nu deler:
Hos Googles moderselskab Alphabet bliver politikken, at alle ansatte skal have tre dage på kontoret om ugen.
Hos Apple begynder bevægelsen tilbage til kontoret den 11. april, med krav om at arbejde mindst en dag ugentligt på kontoret, mens der sigtes efter tre ugentlige kontordage fra 23. april.
Hos Meta og Facebook er man allermest aggressiv med tilbagevenden til kontoret. Den 28. marts skal samtlige ansatte være tilbage ved deres pladser, medmindre der ansøgt om dispensation til en anden ordning.
Microsoft styrer også efter 28. marts som en skæringsdato, men sigter efter der at have rullet alle ansatte ind på en hybrid-model som er aftalt med de enkelte ledere.
Amazon går enegang
Mens fire af de førende tech-virksomheder er enige om at kalde medarbejderne i hvert fald delvist tilbage til kontorerne, fastholder Amazon, med CEO Andy Jassy i spidsen, at hjemmearbejde kan forblive.
”I en virksomhed af vores størrelse er der ikke en one-size-fits-all tilgang til hvordan teams fungerer bedst,” noterede han i et interview med netmediet Toolbox, hvor han forudser, at den fleksible arbejdsplads er kommet for at blive i den forudseelige fremtid.