Denne klumme er et debatindlæg og er alene udtryk for forfatterens synspunkter.
Paradokset i vor tid er, at alt var værre, alt er godt og alt bliver (hele tiden) bedre.
Men næsten ingen tror på det, fordi vi hele tiden fodres med en uendelig løkke (en såkaldt u-løkke, høhø) af elendige nyheder om død, jammer og katastrofer.
Det ses også i vores branche, hvor mange gerne vil sælge Frygt, Usikkerhed & Tvivl (FUT) baseret på ting som, at vi lige om lidt løber tør for mainframe-folk, PL/SQL-programmører eller WordPerfect-eksperter.
Men - det er jo aldrig sket!
Dårlige nyheder sælger
Jeg gik engang en god journalistven på klingen om dette. Altså ikke om databasernes svar på COBOL, nemlig PL/SQL, men dén med de dårlige nyheder.
Jeg kunne jo farverigt på hvidt dokumentere, at Verden bliver et bedre sted på alle parametre hele tiden.
Vi trækker 137.000 mennesker ud af fattigdom i DØGNET. Og det har vi nu gjort hver dag i over 25 ÅR.
Men det læser man aldrig noget om, kun triste og negative ting og sager.
Hvorfor gør I dét, spurgte jeg anklagende?
Hans svar chokerede mig, men gav mening:
"Det er en journalists PLIGT at berette om problemer, mens positive nyheder og omtaler af gode udviklinger jo er gratis markedsføring af nogle eller noget".
Dertil kan man tilføje, at:
- frygtelige overskrifter giver flere læsere og klikkere.
- Cavlingpriser gives aldrig til skønne historier om et plejehjem, der har forbedret alt for alle.
og
- en journalist bliver mobbet og hånet af kollegaerne på Dødsruten om aftenen, hvis han/hun har skrevet sødsuppeting a la en begejstret artikel-serie om alle de fremskridt, der er sket i vort demokrati i de seneste 25 år.
Og værst af alt er nok os læsere. Jeg er egentlig ikke specielt imponeret over os. Slet ikke vores evne til at bruge tid på jammerdalshistorier i pressen og samtidig jamre over, at der kun er negative historier i pressen.
Tillad mig at chokere de fleste af jer med et eksempel: En dansker, der rejser rundt i hele Verden for tiden for at besøge samtlige 200 lande uden at bruge fly én eneste gang. siger for eksempel i en god artikel i Zetland for nylig, at der er fred, dans og gode tider i langt det meste af Syrien, men at der selvfølgelig er bomber og krig nogle steder.
Den overraskede mig. Han kan følges på en blog, der hedder Once Upon A Saga. Sej gut.
Vi har det godt
Derfor VLIGT: Vi Lever I Gode Tider. Det kan vel udtales på tysk: fligt....
Og det kom jeg til at tale med nogle kollegaer om en dag, thi de havde lige talt med en kunde, som havde hyret to ny-udklækkede gutter fra ITU.
Den ene var god, den anden middel.
De skulle have 40-50K i startløn plus alt det løse, og det fik de, men den gode forlod alligevel biksen efter seks måneder, fordi han kunne få 60 eller 70K et andet sted.
Jeg elsker det.
Fresh out of college og så afsted med en monsterløn uden sammenhæng med deres reelle mulighed for at generere værdi.
Lidt ligesom direktører, der jo i sagens natur skal have en høj løn og selvfølgelig højere end alle andre, fordi... ja, fordi de jo har en fin og god titel. Og omvendt.
Det omvendte er jo så måske OGSÅ gældende for de nyudklækkede?
Når en fresh-out-of-college-gut eller -gudinde starter med 50K plus det løse, så kan de sgu da ikke bare have titel af juniorprogrammør. De skal vel være chefarkitekt eller Development Lead?
Og så er de ellers i gang med en karriere, hvor de lynhurtigt holder op med at kunne noget som helst reelt og - præcist ligesom os ledertyper - er nødt til at tale i luftige, generelle vendinger ("Det er vigtigt at vande rødderne" & "Vi skal jo alle tjene penge på denne handel") og i stigende grad støtte sig til anbefalinger fra autoriteter.
Eller som den gamle, danske joke lyder: "En arkitekt er en tidligere programmør, der ikke længere kan kode" 
.
Køb altid det mest komplicerede
De autoriteter, som man er nødt til at lytte til, er ofte leverandørerne, der naturligvis anbefaler at købe det dyreste og mest komplicerede (og dermed det mest komplicerende) de kan levere.
At købe det vildeste, mest komplicerede og dyreste har også den indbyggede fordel, at så kan det dårligt være ChefLederArkitektens™ fejl, hvis det ikke går godt, thi man har jo anbefalet det ypperste.
Man bliver aldrig fyret for at anbefale det mest komplicerende.
VLIGT, indeed.
Nå, men Opel og Ford producerer jo heller ikke biler i Danmark mere, og saddelmagre er ikke specielt efterspurgte.
Sådan må det jo også gå med it-folk: Vi får flere varmluft-generatorer og færre folk, der kan troubleshoote en harddisk med et stetoskop. Det er alt sammen meget vel. Det er sådan fremskridtet fungerer.
Der er noget, der har fascineret mig i mange år: Der arbejder flere for danske virksomheder i industri-sektoren (som inkluderer it) udenfor landets grænser end indenfor.
Og industri er den største af vore sektorer, og it er den største del af denne. For nogle år siden så jeg, at private, danske bikse beskæftigede 1,6 millioner i Danmark og 1,3 millioner udenfor.
Nu er tallene 1,8 hhv. 1,5 millioner medarbejdere.
Og Computerworld, Verdens bedste IT-medie ledet af de bedste redaktører i vores generation, fortalte forleden, at vi nu er oppe på 100.000 beskæftigede i it-branchen i Danmark.
Tallet for ansatte udenfor landets grænser kender jeg ikke, men jeg hører gerne om det på mogensxy@gmail.com, hvis du kender det.
Og økonomien og virksomhederne stortrives. Ingen arbejdsløshed. Laveste statsgæld i evigheder.
Del og hersk
Jeg har nogle gange tænkt, at det måske er en god kombination, at alle i Danmark beskæftiger sig med luftige ting og åndrige kurser, hvor man prøver at identificere farven på deres indre fugl ovre på Nybord Strand samtidig med, at alle de udenlandske medarbejdere knokler løs med det rigtige arbejde til en lavere løn og i flere timer.
Det er vel sådan, at man opbygger imperier.
"Det er jeres vikingeblod", som en thailandsk, katolsk munk, der driver en restaurant i København, fortalte mig forleden. Han må jo vide det.
Vi kom da aldrig til at mangle mainframe-arbejdskraft omkring År2000-panikken, selvom alle frygtede det.
Og: For nogen tid siden hørte jeg fra en kunde, at de for alt i Verden skulle væk fra Oracle-platformen, fordi alle danske Oracle-folk var gamle (sandt), der var ikke så mange af dem (sandt), og der kommer ikke nye til (sandt).
De ville derfor hurtigst muligt over på Microsoft-platformen, hvilket måske også er sjovt . "Building tomorrow's Legacy Systems", som en ven skrev i sin mail-footer for mange år siden.
Anyway, vi er heldigvis i den situation, at Internettet muliggør, at en programmør i Bangladesh eller Peru, der gerne vil lære Mainframe- og Oracle-ting mod at tjene en god hyre og have glade kunder i mange lande, kan just dét. Det er jo fantastisk.
Og det gør, at FUT (Frygt, Usikkerhed, Tvivl) som salgskoncept kan forkastes (for det meste). Det skal du tænke på, næste gang en leverandør (eller en politiker!) siger:
"I står ved afgrundens rand, og kun denne teknologi eller dette platformsskift - og et par millarder kolde kroner til os - kan redde jer fra den visse undergang".
Bevæbnet med internet-adgang og de mange bikse, der kan skaffe gode folk fra hele Verden, er alt godt og alt bliver bedre.
Og så kan jeres egne børn starte tilværelsen på arbejdsmarkedet som Generaldirektør eller Monsterarkitekt For Alt, og derfra arbejde sig op.
Klummer er læsernes platform på Computerworld til at fortælle de bedste historier, og samtidig er det vores meget populære og meget læste forum for videndeling.
Har du en god historie, eller har du specialviden, som du synes trænger til at blive delt?
Læs vores klumme-guidelines og send os din tekst, så kontakter vi dig - måske bliver du en del af vores hurtigt voksende korps af klummeskribenter.