De danske banker skyder frem med digitale løsninger og det har sendt manglen på it-kompetencer på himmelflugt.
70 procent af virksomhederne i den danske finansbranche mangler it-kompetencer, svarer de en undersøgelse foretaget af Finanssektorens Arbejdsgiverforening (FA).
Det skriver Børsen.
For bare et år siden var det kun 46 procent af medlemsvirksomhederne i FA, der manglede it-kompetencer, og den eksplosive udvikling skaber bekymring hos arbejdsgiverforeningen.
“Det presser sektoren, at de medarbejdere, som den mangler, også er interessante for andre sektorer. Vi er blevet fælles om den samme talent- og specialistmasse,” siger Nicole Offendal, administrerende direktør for FA til avisen.
Ligesom de fleste andre sektorer er behovet for it-medarbejdere for alvor blevet skruet i vejret og det skaber en enorm efterspørgsel i flere dele af dansk erhvervsliv.
Den store mangel på netop it-folk er blandt andet med til at presse lønninger til usete højder.
Det store løntryk fik tidligere på året erhvervsorganisationen IT-Branchen til at advare mod lønpresset.
“Virksomhederne kan ganske enkelt ikke blive ved med at hæve lønnen, selvom kampen om medarbejdere aldrig har været større,” lød det fra Natasha Friis Saxberg, administrerende direktør i IT-Branchen.