Denne klumme er et debatindlæg og er alene udtryk for forfatterens synspunkter.
Salgsdirektøren vil gerne have ændret en digital arbejdsgang. Men problemet er ikke oppe i en liga, hvor det giver mening at lave et større udviklingsprojekt med scope, budget og milepæle.
Hun spørger i stedet sin analytiker i afdelingen, som via en grafisk brugergrænseflade ombygger processen uden at røre ved basislaget af data og uden at skrive en eneste linje kode.
Her har vi for mig at se kernen i den aktuelle trend af no-code og low-code løsninger til forretningssystemerne. De er et shortcut mellem forretningsforståelse og hardcore software.
Fordele begge veje
Og fordelene går begge veje.
Man kan både åbne udviklingsopgaven for nye og mindre tekniske medarbejdertyper, og man kan løfte udviklernes effektivitet fordi de hurtigere og mere effektivt kan pege sig frem til ny funktionalitet, mens kodningen sker under overfladen.
Den nye klasse af ’citizen developers’ ved mere om deres del af forretningen, forrretningsudvikling og forretningstransformation end en programmør. Til gengæld brillerer de ikke på klassisk programmeringskompetence.
Drag and drop
De nye no-code-funktioner giver disse kolleger værktøj til at lave forandringer på egen hånd.
Det handler både om ”skjult kodning” via en brugergrænseflade og så værktøjer til proces-automatisering, hvor man dragger og dropper en forretningsproces, og så former et flow af data sig efter dette design.
Og måske med en lille krølle på halen sat på af en (professionel) udvikler i it-afdelingen.
For nogle år siden så vi en lignende udvikling inden for business intelligence (BI) og ledelsesinformation:
Kuber af data leveret sammen med et visualiseringsværktøj gjorde forretningen selvhjulpen.
Analytikere og forretningsanalytikjere spredt ud i organisationen fandt selv svarene på deres spørgsmål uden at trække på skolede BI-udviklere.
Resultatet var fart og fleksibiltet oplevet af forretningen, samtidig med at centrale it-ressourcer og hele data warehouse-strukturen var urørt.
Det var en tand mere avanceret end rapportbiblioteket, hvor forretningen selv vælger en standardrapport, som får tilført friske data.
Undgå spaghettimonsteret
Nu ser vi den samme opblødning af grænsedragningen mellem it- og forretnings-kompetence på hele it-området.
Hvor det på ledelsesinformationens område handlede om at levere fart og fleksibilitet til forretningen uden at skabe fejlinformation og falske verdensbilleder, så handler det nu om at undgå spaghettimonsteret.
Den nye generede kode skal ligge i en defineret, sikker og kontrolleret sandkasse. Ikke-udvikleren skal ikke kunne lave skade på et miljø og sætte performance og langtidsholdbarhed over styr.
Men ellers opleve så stor frihed og brugervenlighed som muligt.
I februar købte SAP den finske startup AppGyver, som på 10 år har bygget en no-code/low-code platform.
85.000 apps er bygget med finnernes visuelle programmeringssprog, og vi havde lejlighed til at høre nyheder fra den kant på SAPs globale udvikler-konference TechEd.
Jeg har endnu ikke selv leget med det, så jeg har svært ved at sige, om no-code og low-code kommer til at leve op til løfterne om ”programmering uden kodning” og ”digital demokratisering”, men det skal da klart afprøves.
Under alle omstændigheder vil det være kærkomment at aflaste it-udviklingsafdelingen og reducere den allerede meget store mangel på hardcore it-kompetence ude i virksomhederne.
Men mindre kan også gøre det.
Eksempelvis hvis disse nyskabelser skaber fleksibilitet og formbarhed i virksomhedernes kernesystemer, introducerer nye trin til dansen mellem it og forretning og gør det uden at invitere spaghettimonsteret med på dansegulvet.
Klummer er læsernes platform på Computerworld til at fortælle de bedste historier, og samtidig er det vores meget populære og meget læste forum for videndeling.
Har du en god historie, eller har du specialviden, som du synes trænger til at blive delt?
Læs vores klumme-guidelines og send os din tekst, så kontakter vi dig - måske bliver du en del af vores hurtigt voksende korps af klummeskribenter.