Oracles kom sent i gang med omstillingen til cloud-produkter, men nu buldrer forretningen afsted.
Oracles kvartalsregnskab for selskabets andet kvartal viser, at ikke mindst salget af Oracles cloud-baserede ERP-produkter vokser kraftigt.
Topchef Larry Ellison bedyrer, at ERP-forretningen vil være ‘meget større’ end 20 milliarder dollar om fem år.
For tiden omsætter Oracles cloud-baserede ERP-produkter for fem milliarder dollar.
Det er altså planen, at denne forretning nu skal mere end fire-dobles i løbet af de kommende fem år.
Dette mål skal nåes ved hjælp af øget fokus på partnervirksomheder med speciale i især industrier, som Oracle vil satse på, nemlig logistik og finans.
I tæt samarbejde med disse partnere vil Oracle kunne udvikle services som vare-sporing, fakturering, betalinger og lignende direkte ind i selskabets cloud-baserede ERP-systemer.
Det vil ifølge Ellison kunne ‘tilføre et helt nyt niveau af automatisering til B2B-forretningerne’ og vil ‘dramatisk kunne simplificere indkøbs- og supply chain-processer.’
Oracle har lige nu 8.500 Fusion ERP-kunder, der har sikret omsætningsvækst på 35 procent.
Selskabet har desuden 28.400 NetSuite ERP-kunder, der har sikret omsætningsvækst på dette område på 29 procent.
Oracle bemærker, at ud af de 8.500 Fusion ERP-kunder er blot 1.000 tidligere onprem-kunder, mens de 7.500 er helt nye kunder, som selskabet har fået ind i folden.
Oracle har fortsat 6.500 onprem ERP-kunder, som selskabet over tid vil forsøge at flytte over i clouden.