Velkommen til dagens morgen-briefing her fra Computerworld.
Vi skriver i dag 18. november. Der er 46 dage tilbage af 2021. Og stemmerne ved kommunal- og regionsvalget er nu talt op.
Her får du som vanen tro dagens hurtige it-nyhedsoverblik, hvor vi begynder med en kort statusmelding fra valgdagen i landets største kommune.
It-ambulancer stod stille på valgdagen
Københavns Kommunes centrale it-organisation, Koncern It, havde to it-ambulancer klar til at skabe tryghed på valgdagen.
Igen i år var det nemlig Koncern It, der stod for levering og opsætning af it-udstyr på valgstederne, og dermed også opgaven med at køre ud, hvis der blev behov for akut it-nødhjælp.
De to it-ambulancer holdt klar hele dagen. Parat til at rykke ud til et af kommunens 53 valgsteder. Men intet skete.
"Heldigvis var der ingen større tekniske problemer på valgstederne, som ambulancerne måtte rykke ud til, hvilket må tilskrives de kompetente teknikere, der har stået for opsætningen," lyder det fra Koncern It via Linkedin.
Om der også er sirener og blinklys på tagene af Koncern It's it-ambulancer, fremgår ikke.
Elon Musk klar til at levere internet og tech til regnskov
Tesla- og Space X-stifter Elon Musk er klar til at hjælpe til i regnskoven i Amazonas.
Ifølge Zdnet har Elon Musk netop været til et møde med brasilianske embedsmænd for at diskutere et potentielt partnerskab om internetforbindelser og brugen af næste generations teknologi i Amazonas regnskovsregion.
På mødet blev der blandt andet snakket om brug af teknologi til at beskytte Amazonas regnskoven, til at overvåge skovrydning og ulovlige brande, samt connectivity-projekter til skoler og sundhedscentre i landdistrikter samt fjerntliggende og isolerede steder beboede af indfødte.
Elon Musk synes at være klar på projektet.
"Vi ser frem til at være i stand til at give forbindelse til de mindre tilsluttede," lød det fra ham ifølge Zdnet.
B&O henter tidligere Apple-chef som rådgiver
Bang & Olufsen har sikret sig en tidligere topprofil fra Apple i form af Stephen Zadesky, der fremover som ekstern rådgiver skal bidrage til udviklingen af B&O's produktportefølje.
Stephen Zadesky har haft sin gang i Apple i over 20 år og det i flere ledende stillinger.
Han har blandt andet været chef for ingeniørteamet med ansvar for Apples særlige projekter og det udviklingsteam, der stod bag Apples første iPod og iPhone.
"Jeg glæder mig over at blive en del af et så ikonisk brand som Bang & Olufsen. Brandet har spillet en enorm rolle inden for forbrugerprodukter i de seneste hundrede år og har samtidig haft stor betydning for mig personligt," lyder det fra den tidligere Apple-profil i en meddelelse.
Dustin opretter returafdeling for gammelt it
Forhandleren Dustin er klar til at tage imod gammelt it-isenkram i langt større skala.
I løbet af efteråret har Dustin oprettet en helt ny afdeling for returnering af produkter med henblik på at styrke Dustins bæredygtighedsarbejde og et skridt mod målet om at være 100 procent cirkulære i 2030.
"Vi ser et stort potentiale inden for returnering. Dels en hastigt stigende efterspørgsel blandt vores kunder, og dels ved vi, at omkring 90 procent af produkterne kan anvendes igen. Ved selv at håndtere returneringen får vi også bedre kontrol med det hele, hvilket giver større ansvar i løbet af hele processen," lyder det fra Robert Pap, hovedansvarlig for Dustins returservice, i en meddelelse til Computerworld
Dustin indsamler produkter såsom computere, skærme og mobiltelefoner og andet it-udstyr, som skal genbruges.
Efterfølgende bliver de repareret, afkodet, sikkerhedstjekket og opdateret, så de efterfølgende kan sælges videre til forhandlere af brugte it-produkter, lyder det.
Dustin har også en ambition om at begynde at sælge brugte produkter online.
It-selskab åbner nyt datacenter i København
Den danske datacenter-leverandør Fuzion er klar med sit femte datacenter i Danmark med placering i København næste år.
Det skriver ITWatch.
I dag er Fuzion udelukkende tilstedet i Jylland, hvor selskabet har datacentre i Skanderborg, Aarhus, Randers og Viby J.
Derudover er Fuzion gået på jagt efter nye mulige byggegrunde til en potentiel yderligere datacenter-ekspansion.
Fisker vil slå Tesla på rækkevidde
Elbils-producenten Fisker, stiftet af den danske bildesigner Henrik Fisker og sin kone Geeta Gupta-Fisker, hævder, at Fiskers nye el-sportsvogne vil få længere rækkevidde end Teslas Model Y-modeller.
Det skriver Reuters.
Det er med produktion af Fiskers Ocean elektriske SUV'er, der er planlagt til november næste år, at Fisker mener at kunne slå Tesla på det afgørende parameter rækkevidde per opladning.
Ifølge Fisker vil den anslåede rækkevidde nå op på mere end 560 kilometer per opladning for den dyreste Ocean Extreme SUV, prissat til 68.999 dollar.
Til sammenligning, skriver Reuters, har Teslas Model Y Long Range en rækkevidde på cirka 530 kilometer per opladning og prissat til 58.990 dollar.