Dansk erhvervsliv er i fuld gang med at omstille sig til den digitale tidsalder, og det kommer i disse år til udtryk ved store investeringer i teknologi.
Der postes enorme summer i cloud-teknologier, IoT, virtual reality, kunstig intelligens og meget andet, der kan optimere forretningen på kort og lang sigt.
De fire ovennævnte eksempler er alle på listen over de 10 mest populære teknologier blandt danske virksomheder benytter i øjeblikket.
Opgørelsen fremgår af rapporten IT i Praksis fra Dansk IT og Rambøll, der indeholder svar fra 1.000 af Danmarks største virksomheder.
“Som virksomhed bør man hele tiden afsøge mulighederne for ny digital innovation, og listen viser, at dansk erhvervsliv har modet til at investere i nye digitale teknologier. Helt afgørende er det så, at investeringerne sker med udgangspunkt i strategiske overvejelser, og at man har styr på både business casen og selve eksekveringen af projektet,” siger Steen Christensen, direktør i Rambøll Management Consulting, i rapporten.
Denne 26. udgave af rapporten dokumenterer desuden, at det er 98 procent af de 1.000 adspurgte virksomheder, der anvender cloud-teknologi i et eller andet omfang.
Samtidig fremgår det, at der eksperimenteres en hel del med blockchain-teknologi.
“De nye teknologier buldrer frem i virksomhederne af en grund. De rummer potentialet for, at virksomheden kan differentiere sig på markedet, udvikle nye produkter og services og for, at man i det hele taget kan drive forretningen mere smart og effektivt. De nye teknologier understreger så også behovet for løbende kompetenceudvikling af både lederne og medarbejdere. Uden de nødvendige kompetencer er der en risiko for, at man ikke opnår den ønskede værdi af investeringerne,” forklarer Kim Stensdal, chef for kommunikation og viden i Dansk IT.
Se listen
Opgørelsen viser, at de tre mest anvendte teknologier i dag er cloud-teknologier, teknologier til data og procesautomatisering og cybersikkerheds-teknologier.
Herunder ser du listen over de 10 mest anvendte teknologier i den private sektor.