Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Morgen-briefing: Nu fjerner teleselskaber deres Huawei-udstyr / Tesla åbner sit opladningsnetværk for konkurrenter / Trifork køber dansk udviklingshus

Nu fjerner teleselskaber deres Huawei-udstyr. Tesla åbner sit opladningsnetværk for konkurrenter. Trifork køber dansk udviklingshus. Norsk it-firma køber aarhusianske Syspeople. Netcompany gennemfører Intrasoft-opkøb, og så er det 33 år siden, at verdens måske første computerorm blev sluppet fri.

Howdy people.

Det er nok engang blevet morgen-briefing-tid, og igen i dag er det Jacob Wittorff, der byder dig velkommen ombord på Computerworlds nyhedsbus.

Det første stop på dagens nyhedsrute er i USA, hvor teleselskaberne nu er begyndt at rense deres netværk for Huawei-udstyr.

Nu fjerner teleselskaber deres Huawei-udstyr

Huwaei har været hårdt presset siden den tidligere amerikanske præsident Donald Trump forbød virksomheder at samarbejde med Huawei og en række andre kinesiske selskaber.

Nu meddeler Bloomberg desuden, at de amerikanske teleselskaber er begyndt at pille eksisterende udstyr fra både Huwai og ZTE ned.

Det skyldes at de amerikanske telemyndigheder FCC har iværksat et refusionsprogram for virksomheder, der udskifter deres udstyr.

Tesla åbner sit opladningsnetværk for konkurrenter

Amerikanske Tesla åbner for første gang dele af sit opladningsnetværk for elbiler af andre mærker.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

I første omgang sker det som led i et pilotprojekt i Holland, hvor ti opladningsstationer vil blive åbnet for elbiler af andre mærker.

For at gøre brug opladningsnetværket skal man bruge Teslas app, og derudover vil andre bilmærker ifølge Reuters bliver pålagt en højere pris, der skal dække omkostninger, som er forbundet med at understøtte opladningen af forskellige biltyper.

Tesla oplyser ifølge Reuters også, at det er muligt at opnå en lavere pris gennem et opladningsabonnement.

Trifork køber dansk udviklingshus

Det børsnoterede dansk-schweiziske it-firma Trifork har købt det aarhusianske softwareudviklingshus Strongminds.

Det oplyser de to selskaber i en pressemeddelelse.

”Vi har stor respekt for den måde Strongminds har opbygget og udviklet deres forretning på, og selskabet er på alle parametre et godt match til Trifork. Med købet af Strongminds får vi udover en række dygtige medarbejdere tilført yderligere specialviden inden for cloud-teknologi samt en række både offentlige og private kunder,” siger Jørn Larsen, administrerende direktør og grundlægger af Trifork, ifølge pressemeddelelsen.

Strongminds har hovedkontor i Aarhus og har i syv ansatte. Selskabet fortsætter under eget navn som en selvstændig forretningsenhed.

Norsk it-firma køber aarhusianske Syspeople

Strongminds er ikke det eneste aarhusianske it-firma, der netop er blevet solgt.

Aarhus-selskabet Syspeople er også blevet solgt til det norske selskab The Cloud People.

”Som en del af The Cloud People kan vi skabe endnu større værdi for vores kunder og følge tættere op på dem i hele Norden samtidig med, at vi bygger videre på den tillid, som vores kunder og markedet har vist os. Derudover får vores ansatte et rigere arbejdsmiljø og flere muligheder for at udvikle deres kompetencer,” siger Mikkel Leth-Nissen, administrerende direktør og stifter af Syspeople, ifølge en pressemeddelelse.

Syspeople har omkring 25 ansatte og er Servicenow-partner.

Netcompany gennemfører Intrasoft-opkøb

I begyndelsen af oktober meddelte Netcompany, at det planlagde at købe det græske it-firma Intrasoft.

Mandag bekræftede Netcompany i en børsmeddelelse, at selskabet per 1. november har gennemført opkøbet.

Købet af Intrasoft er det hidtil største opkøb i Netcompanys historie.

Om dagen i dag: Morris-ormen hærger internettet

En af verdens første computerorme, Morris-ormen, blev distribueret den 2. november 1988.

Ormen blev udviklet af Robert Morris, som på det tidspunkt var studerende på det amerikanske eliteuniversitet Cornell University.

I et forsøg på at sløre sine spors slap han dog ormen fri på det tekniske universitet, Massachuesetts Institute of Technology. Efterfølgende blev tusindvis af computere inficeret af ormen.

Robert Morris blev efterfølgende i dømt tre års betinget fængsel, 400 timers samfundstjeneste og en bøde på 10.050 dollar for sin gerning.

Senere stiftede Robert Morris selskabet Viaweb sammen med sin ven Poul Graham. I 1998 blev Viacom solgt til Yahoo for 49 millioner dollar, og efterfølgende stiftede de to venner den berømte ”startup-skole” Y Combinator