Mornings - og velkommen til onsdagens portion af korte men vigtige it-nyheder, som de rullede ind i Computerworlds lyttebøjer tæt på Sydhavsøerne. Ved tastatur og lyttebøffer: Niels Veileborg
Gorillas henter seks milliarder kroner i ny kapital
Gorillas, der i sommer gik ind på det danske marked, har netop hentet seks milliarder kroner i ny kapital.
Gorillas levere af at levere dagligvarer bestilt via en app inden for maksimalt ti minutter, og konceptet, som er født i Berlin i Tyskland, findes nu på ni markeder og har 180 såkaldte varehuse, hvor leverancerne foregår fra.
Den nye kaptaltilførsel er anført af selskabet Delivery Hero, som ejer takeaway-leverandøren Hungry.
Momondo giver medarbejderne fuld fleksibilitet med ny arbejdsmodel
Rejsesøgemaskinen Momondo har indført en ny arbejdsmodel, hvor medarbejderne får frihed til at vælge, hvorfra de vil arbejde. Selskabet har også indført eksempelvis gratis terapi og mødefrie fredage for at skabe øget fokus på mental sundhed.
Arbejdsmodellen kaldes Work from (Almost) Anywhere, hvor medarbejderne frit kan vælge, hvor mange dage de vil arbejde fra kontoret, hvis overhovedet.
Som rejserestriktioner tillader det, er det efter aftale med virksomheden endda muligt at arbejde periodevist fra en række forskellige lande, hvor Kayak, som driver Momondo, har kontorer.
“Nedlukningen under corona har vist os, at vores medarbejdere kan håndtere friheden uden fald i produktiviteten. Så hvis vi kan gøre hverdagen lidt lettere for vores medarbejdere ved at tilbyde stor frihed og fleksibilitet og lade dem arbejde fra hvorend, de har lyst, så er det selvfølgelig det, vi gør,” siger Tore Pein Jensen, administrerende direktør for Momondo A/S og CMO i Kayak.
Efter en medarbejderundersøgelse, der belyser behovet for flere måder at understøtte mental sundhed og velvære på, indfører virksomheden flere tiltag, som fokuserer på netop det. Eksempelvis gratis terapi og mødefrie fredage.
Dansk foodtech-firma solgt til Sverige
Danske Kraftvaerk Foodtech bliver en del af den svenske Matilda FoodTech-koncern.
Matilda FoodTech, der har kontorer i hele Norden, leverer digitale løsninger til hele fødevareindustrien i både den offentlige og private sektor.
Med tilkøbet af Kraftvaerk Foodtech vil Matilda FoodTech bidrage med en større produktportefølje, der vil hjælpe virksomheder og offentlige institutioner med optimering af den daglige drift og samtidig accelerere processen for at fremme klimadagsordenen:
”Danmark kommer til at blive et vigtigt marked for os og vi vil hjælpe vores kunder med at strømline madprocessen gennem digitalisering. Gennem vores løsninger og ekspertise, hjælper vi også vores kunder med at bidrage til de globale bæredygtighedsmål 12, 13, 14 og 15 ” siger Erik Bergseth, CEO i Matilda FoodTech.
Udvidelsen på det danske marked påvirker ikke den danske organisation, der forbliver som den er i dag. Fremover vil afdelingen i Danmark blive styrket med flere medarbejdere og udbuddet af løsninger øges, blandt andet med en SaaS-løsning:
Kraftvaerk Foodtech udbyder fødevaresystemet Dankost Pro og tilbyder services til hele fødevareindustrien. Dankost Pro har været på markedet i over 25 år og bruges af mere end 220 kunder i Skandinavien, Grønland, Færøerne og Island, fordelt på cirka halvdelen i fødevareproduktion og halvdelen i storkøkkener, kantiner og hospitalskøkkener.
F-Secure og Zyxel lancerer nemmere udrulning af sikkerhed med containerbaseret løsning
F-Secure og netværksvirksomheden Zyxel Communications lancerer nu F-Secure Sense som en containerbaseret løsning, der forenkler og strømliner den måde, sikkerhedstjenester bliver leveret på til bredbåndskunder.
Sense, der kombinerer gatewaysikkerhed og beskyttelse af endpoint-enheder, er siden 2019 blevet leveret som en firmwareopdatering til netværksoperatører.
Men den containerbaserede løsning gør det det muligt at udrulle Sense uden at bruge firmwareopdateringer, hvilket gør det simplere og hurtigere at beskytte de danske bredbåndskunder.
Mange flere lande vil samarbejde med EU om coronapas
Det europæiske corona-pas, som bruges af i alt 43 lande - deriblandt de 27 EU-lande - vil muligvis snart blive en del af corona-beredskabet i yderligere 28 lande, skriver Finans.
Af en pressebriefing fremgik det, at 28 tredielande er i dialog på et teknisk niveau med EU-Kommissionen om at deltage i det it-tunge samarbejde. I alt har 60 lande vist interesse for at tilslutte sig coronapas-systemet, hvor der indtil nu er udstedt 591 millioner digitale pas.