Kritikken er endnu engang haglet ned over verden største sociale medie Facebook efter tidligere produktchef for selskabet Frances Haugen har fremlagt en række interne dokumenter.
Whistlebloweren har blandt andet vidnet for det ene kammer i det amerikanske parlament, og fremlagt interne dokumenter der viser, at Facebook har ignoreret advarsler om at platformen skader børn og unges mentale helbred.
Stifter og administrerende direktør Mark Zuckerberg svarer nu for første gang på kritikken, som han på ingen måde mener er retvisende.
"Kernen i de her anklager er den her ide om, at vi prioriterer profit højere end sikkerhed og brugerens velbefindende. Det er ganske enkelt ikke sandt," skriver Zuckerberg i et opslag på sin Facebook profil.
Kritikken mod Facebook kommer efter, Frances Haugen har offentliggjort en intern rapport fra Facebook, der viser en række problemer, som selskabet har kendskab til, men ifølge hende vælger at ignorere.
Rapporten afslører blandt andet at Instagram, som Facebook også ejer, har en skadelig indvirkning på særligt teenagere. Det viser altså at Facebook er bevist om problemet, men bevist har valgt ikke at tage hånd om problemet, lyder anklagen fra den amerikanske whistleblower.
Mark Zuckerberg tager dog skarpt afstand i sit opslag fra netop den anklage.
"Af alt det der er blevet udgivet, er jeg særligt fokuseret på spørgsmålet om vores arbejde med børn. Jeg har brugt lang tid på at reflektere over de oplevelser jeg ønsker for mine egne og andres børn online, og her er det vigtigt for mig, at alt vi bygger er sikkert og godt for børn."
Afhørt af senatet
Afsløringerne fra Frances Haugen har fået hende indkaldt til en afhøring i det amerikanske senat. Her har hun fremlagt Facebooks problemer for de amerikanske politikere.
Det har blandt andet fået flere højtstående amerikanske politikere til at kræve strengere regulering over for det sociale medie.
"Jeg mener tiden er kommet til at handle, og jeg synes du er katalysatoren for de handlinger," sagde den højtstående senator og tidligere præsidentkandidat for demokraterne Amy Klobuchar til afhøringen af Frances Haugen ifølge Washington Post.
Zuckerberg afviser dog den kritik, der har ramt Facebook efter dokumenterne er blevet offentliggjort.
"Mange af anklagerne giver simpelthen ikke mening. Argumentet om at vi bevist skulle fremrykke indhold der gør folk vrede til fordel for profit er dybt ulogisk," skriver Facebook-stifteren i sit opslag.