Europas ældste observatorium ligger på toppen af Rundetårn, og nu er der endelig igen mulighed for at komme op og kigge på himmelrummet. Den første onsdag i måneden tilmed med spændende foredragsholdere og musik.
Observatoriet på toppen af Rundetårn stod færdigt i 1642. Det første af sin slags. Det var byggeglade kong Christian IV, der besluttede at danske astronomer skulle have et tårn, hvorfra de kunne studere stjernerne.
Med sin højde på 34,8 meter var det et bygningsværk, der vakte opsigt over alt i Europa.
Efterfølgende er Observatoriet løbende blevet renoveret og opgraderet. Det er derfor, det stadig er operationelt og endda en rigtig publikumsmagnet.
Den nuværende stjernekikkert stammer fra 1929 og giver en forstørrelse på mellem 80 og 450 gange. Så man kan komme tæt på den imponerende stjernevrimmel over vores hoveder.
På grund af pandemien har Observatoriet været lukket, men nu er man igen klar til at modtage gæster, der er friske på at tage den 209 m lange tur ad Sneglegangen til toppen.
Man kan komme på besøg hver tirsdag og onsdag kl. 18-21. Men hver den første onsdag i måneden – begyndende 6. oktober 2021, hvor Albert Sneppen fortæller om sorte huller – inviterer Observatoriet indenfor under overskriften ”Stjernekig og astronomiske samtaler”.
Albert Sneppen er blot 22 år, men er blevet udråbt til at være en ny – nåja – stjerne indenfor astrofysikken. Han har allerede fået udgivet sin første videnskabelige artikel i Astrophysical Journal, hvor han præsenterer en helt ny forståelse af netop sorte huller
3. november kommer videnskabshistoriker og professor emeritus ved Niels Bohr Instituttet Helge Kragh og fortæller om den danske 1600-tals astronom Jørgen From, og 5. januar 2022 er det mulighederne for liv på andre planter, der bliver taget fat på.
Der er kort sagt lagt i kakkelovnen til et efterår og en vinter med en masse oplevelser og viden om galakserne langt, langt væk.
Se hele programmet her
Sted: Observatoriet på toppen af Rundetårn, Købmagergade 52 A, 1150 København K.
Tid: Hver den første onsdag i måneden kl. 19. Første gang 6. oktober 2021.
Pris: Voksne 40 kr. Børn (5-15 år) 10 kr.