Det eldrevne svar på folkevognen, VW’s første rendyrkede elbil, ID.3, får nu en mere ilter fætter herhjemme.
Det er koncernens nyeste sportsbrand, Cupra, og søstermærke til den spanske bilproducent Seat, der denne uge offentliggører de danske priser på en mere temperamentsfuld udgave af ID.3, kaldet ’Born’.
Og de bliver en tand skarpere, end dem som VW’s disker op med.
Basismodellen debuterer ved 249.990 kroner for en skrabet variant uden 100 kW lynladning og reduceret motor. Opgraderingerne til næste udstyrstrin kaldet ’High’ er dog billigere end hos VW, med en pris på 264.990.
Mest interessant er nok den topudstyrede ’High’ variant som får 70 kilometers ekstra rækkevidde så den i alt kan tilbagelægge 421 kilometer mellem optankningerne og samtidig får 204 elektriske heste at arbejde med i stedet for 150. Den stærke variant er endda udstyret med en boost-knap ved rattet, der kortvarigt kan løfte ydelsen til 230 heste.
Seat og Cupra har dog valgt at undlade at importere den 77 kWh stærke variant af Born. Den skulle ellers kunne klare op imod 540 kilometer mellem ladestanderne.
Mikrodronerne kommer: På størrelse med et sandskorn
Droner har på det seneste været associeret med legetøj, flyvende kameraplatforme eller alternativt, store avancerede militære fartøjer.
Men en ny klasse af mikroskopiske droner, såkaldte ’microfliers’ er på vej, ifølge amerikanske Northwestern University.
Her har ingeniører og forskere sammen udviklet en drone som ikke fylder mere end et sandkorn.
Microflier kaldes for den ’mindste flyvende struktur’ nogensinde, om end den ikke er i stand til selv at lette og flyve omkring.
I stedet kan den, i lighed med ahorn-frø, rotere i vinden for at kunne spredes så vidt og bredt som muligt.
En egenskab som forskerne mener, gør dem anvendeligt til alskens opgaver som monitorering af luftforurening, luftbårne sygdomme eller toksiske udslip.
Microfliernes udformning gør nemlig, at de kan gemme på sensorer, som på sigt kan udvides med strømforsyninger, antenner til trådløs forbindelse og indbygget hukommelse.
”Målsætningen er at give flyvetid til småskala elektroniske systemer, med den hensigt at få høj funktionalitet, og miniaturiseret elektronik til at måle forurening, befolkning og sygdomme,” siger John Rogers, chefingeniør for enhedens udvikling.
Nokia ude med sin billigste 5G-mobil til dato
Finsk-kinesiske Nokia leverer 5G-evner til lavpris med sin nyeste smartphone, Nokia G50.
Med sin debutpris på under 2.000 kroner får man en telefon der altså kan koble sig til de hurtigste telenetværk derude.
Nokia G50 byder også på fine evner såsom nyeste Android 12, en kæmpe 6,82 tommers skærm og et lige så kæmpe 5.000 mAh batteri med 18 watts hurtigopladning og op til seks gigabyte RAM.
Selve maskinrummet er mere ydmygt med en Snapdragon 480 octa-core til at drive mobilen frem. Kameraer får man tre af, et ultra-vidvinkel 5 megapixels modul samt et 48 megapixels standardmodul og et dedikeret makro-modul.