Godmorgen herfra Computerworlds forpost for de tidlige it-nyheder. Igen i dag er det Jakob Schjoldager, der sidder bag tasterne og har fundet dagens nyheder frem til dig.
Oracle udgiver ny version af Java
Onsdag løftede Oracle sløret for den seneste version af Java, der ifølge selskabet selv er det førende programmeringssprog.
Java 17 er navnet på den seneste version, der indeholder flere tusinde nye opdateringer til Javas mange brugere. Derudover har Oracle også styket sikkerheden og stabiliteten i den nye version.
"I løbet af de sidste tre år har vi hørt, hvor meget udviklerne er glade for de nyeste funktioner, og vi har set økosystemet virkelig tage den seksmånedlige udgivelseskadence til sig," siger Georges Saab, vice president of development, Java Platform Group, Oracle i en pressemeddelelse og fortsætter:
"En af de største udfordringer for Java-udviklere i dag er, at deres organisation kun tillader dem at bruge den seneste LTS-udgave. Ved at flytte LTS-udgivelserne til hvert andet år har udviklere, der er i konservative organisationer, nu flere valgmuligheder og adgang til de funktioner, som de elsker og ønsker at bruge."
Den nye versioner indeholder blandt andet sprogforbedringer, opdateringer af bibliotekerne, understøttelse af nye Apple-computere, fjernelse og forældelse af gamle funktioner og arbejde, der sikrer, at Java-kode, der er skrevet i dag, fortsat vil fungere uden ændringer i fremtidige JDK-versioner.
Microsoft-profil bliver ny viceformand
En af de mest kendte ansigter hos Microsoft Brad Smith er blevet udnævnt som viceformand for selskabet.
Brad Smith har hidtil haft titlen President og chefjurist, men nu får han altså endnu en titel han kan skrive på visitkortet, skriver erhvervsmediet Bloomberg.
Den nye viceformand har fået en mere fremtrædende rolle i løbet af de senere år, hvor juridiske tovtrækkerier og politiske udmeldinger fylder stadig mere for Microsoft og de øvrige it-mastodonter.
Den nye titel betyder dog ikke, at Brad Smith får plads i bestyrelsen, ligesom han heller ikke for titel af direktør i selskabet.
Nordjysk it-firma fusionerer med canadisk virksomhed
It-virksomheden Trackunit er blevet solgt IoT-enheden af canadiske ZTR. Nordjyske Trackunit fortsætter som selvstændig virksomhed efter fusionen af de to virksomheder.
”Vi mener, at branchen står ved en afgørende skillevej, når det gælder digitalisering af forretning og udstyr – og kunderne leder efter en betroet partner. Ved at forene vores forretninger tager vi vores teknologi til næste niveau og øger den værdi, kunderne kan få ud af deres data,” siger Søren Brogaard, direktør i Unittrack, i en meddelelse om fusionen.
Efter sammenlægningen har selskabet 350 medarbejdere og servicerer godt en million maskiner med IoT-udstyr globalt. Søren Brogaard fortsætter ligeledes som direktør for selskabet.
”Ved at gå sammen med Trackunit bliver vi i stand til at operere i en global skala og tilbyde en udvidet skare af løsninger til vores kunder med endnu større effektivitet og dybde,” siger Sam Hassan, der er ZTR President & CEO. Han bliver fremover en del af direktionen i Trackunit.
Ford og Wallmart bag ny automatiseret udbringningsservice
Bilproducenten Ford har sammen med Wallmart og AI-virksomheden Argo lanceret en udbringningstjeneste, der skal basere sig på selvkørende køretøjer.
Selskaberne bag den kommende virksomhed forventer at begynde på en test af køretøjerne i slutningen af året.
Det skriver Reuters.
Samarbejdet vil yderligere bidrage til vores mission om at levere produkter hjem til kunderne med en fart uden lige,” siger Tom Ward, senior vice president hos den amerikanske supermarkedskæde Wallmart.
Automatiseret slæbebåd tager på sin første rejse
En af verdens første fuldt automatiseret kommercielle slæbebåd tager ud på sin første rejse, der lyder på 1.850 kilometer.
Båden skal teste om søfartsbranchen er klar til automatiserede fartøjer på samme måde som vi begynder at se de første selvkørende biler på vejene.
Det skriver mediet Engadget.
Den selvsejlende båd kommer til selv at skulle styre sig igennem den mere end 1.000 kilometer lange rute. Men undervejs vil søofficere i USA holde øje med den og være i stand til at overtage styringen.
Folkene bag håber at kunne vise søfartsbranchen at fragtskibe, færger og slæbebåde, at automatiserede både er vejen frem.
Kåring af Årets CIO i aften
Vi slutter dagens morgen-briefing med en påmindelse om, at der er god grund til at følge med på Computerworld hele dagen.
Det er nemlig i aften vi løfter sløret for, hvem der løber med den eftertragtede pris som Årets CIO.
Vinderen bliver kåret på hotel Villa Copenhagen klokken 18.30, og det kan du naturligvis læse alt om på Computerworld i aften.
De fem nominerede der kæmper om titlen Årets CIO 2021 er Anders Romare, CIO hos Novo Nordisk, Jerrik Bagger Sørensen, CIO hos COWI, Morten Holm Christiansen, CIO hos COOP, Peer Omann, CIO hos Bunker Holding og Rochus Ettinger Riisgaard, It- & digitaliseringschef hos Grønbech.
Du kan læse mere om de fem nominerede her.