Opdateret 15. september 1. september har titusindvis af danske små og mellemstore danske virksomheder betalt den moms de skylder den danske stat.
Men skatteministeren har intet overblik over, hvor mange af virksomhederne der rent faktisk har betalt det beløb de skylder. Det skyldes endnu engang problemer med it-systemerne hos de danske skattemyndigheder.
Det skriver Finans.
“Som følge af en fejl i en systemopdatering er det for nuværende ikke muligt for os at lave det ønskede dataudtræk for virksomheders momsbetalinger den 1. september,” udtaler Skattestyrelsen i en kommentar videresendt af styrelsens presseafdeling til mediet.
Informationen er særligt interessant fordi flere erhvervsorganisationer og partier gerne ville give de mindre virksomheder en håndsrækning i form af nye momslån. Men på grund af fejlen har man altså intet overblik over, hvem der har betalt det de skal.
Skat har i årevis haft problemer med sine mest centrale it-systemer. Senest droppede myndighederne helt at koble to systemer sammen i det omdiskuterede PRSM-system, der er Skattestyrelsens inddrivelsessystem.
Derfor har ministeriet valgt at opgive at koble de to systemer sammen. Det drejer sig om systemet 'Skattekontoen,' som Skat nu helt stopper med at forsøge at koble sammen med inddrivelsessystemet PSRM.
Computerworld er blevet kontaktet af Skattetsyrelsen, der efter udgivelsen har henvendt sig til Finans, da styrelsen ikke mener man 'kigger ind i et sort hul,' som det fremgår af artikel i Finans.
Skattestyrelsen skriver til Computerworld:
“Skattestyrelsen har adgang til smv’ernes momsindbetalinger via Skattekontoen, da Skattekontoen ikke er ramt af en it-fejl. Jyllands-Postens udlægning af fejlen kan give virksomhederne en uberettiget bekymring om hvorvidt de data, de ser på Skattekontoen er korrekte. De oplysninger, virksomhederne ser via Skattekontoen, er korrekte. Jyllands-Posten bedes derfor korrigere misforståelsen, så der ikke skabes unødig usikkerhed hos virksomhederne.”