For nogle måneder siden kunne Dells topledelse fortælle, at pc'en var den vigtigste device i verden under coronapandemien.
Det er sikkert sandt.
Men Chromebooks, den traditionelle Windows-pcs billigere og Google-drevne familiemedlem, har også haft et forrygende år. Det viser de nyeste tal fra IDCs markedsanalyser for andet kvartal 2021, som du kan se her.
Sammenlignet med samme kvartal sidste år er antallet af afskibede Chromebook-enheder steget med hele 68,6 procent. Ifølge IDC er væksten især sket inden for uddannelsessektoren.
Og der blev alene i andet kvartal 2021 afsendt 12,3 millioner Chromebooks fra de største leverandører, der tæller firmaer som HP Inc, Lenovo, Acer, Dell og Samsung.
Til sammenligning blev der ifølge IDC afskibet lidt over 22 millioner traditonelle pc´er i samme periode.
Især HP Inc har oplevet en stærk Chromebook-vækst på 115,7 procent sammenlignet med samme periode sidste år og sidder ifølge IDC nu på 35 procent af Chromebook-markedet.
Andenpladsen indtages af Lenovo, som har en markedsandel på 21 procent, hvilket er en svag stigning i forhold til andet kvartal 2020.
HP´s og Lenovos vækst betyder også, at der bliver taget markedsandele fra Acer og Dell, der begge oplever vækst men som samtidig taber markedsandele.