Statslige sikkerhedsfolk i højtplacerede stillinger har været mål for angreb med den kontroversielle Pegasus-software fra israelske NSO Group.
Det skriver det engelske medie Guardian.
Helt konkret er der tale om et angreb mod 1.400 udvalgte brugere af beskedtjenesten WhatsApp i 2019.
Blandt de 1400 brugere var der højtplacerede statslige embedsfolk, hvor af mange har ansvar for den nationale sikkerhed i lande, der er allierede med USA.
”Det her burde få alarmklokkerne til at ringe, når det gælder sikkerhed på internettet. Mobiltelefoner er enten sikre for alle eller usikre for alle,” siger Will Cathcart, der er topchef for WhatsApp, som er ejet af Facebook.
Har været kendt siden 2019
Udover statslige ansatte var angrebet via WhatsApp også målrettet journalister og politiske dissidenter.
Detaljerne om angrebet via WhatsApp kom allerede til offentlighedens kendskab i 2019, da retsdokumenter afslørede, at WhatsApp forberedte et sagsanlæg mod NSO Group.
Nu fortæller Will Cathcart til Guardian, at selskabet mener at have bevis for at servere tilhørende NSO Group har forsøgt at installere malware på Whatsapp-brugeres enheder.
Opråb til Apple
Det er tidligere kommet frem, at det har været muligt at installere malwaren fra NSO Group via Apples beskedtjeneste iMessage via et såkaldt noclickangreb.
Og nu opfordrer Whatapp-topchefen Apple mere aktivt til at tage afstand fra denne type angreb.
”Bak op og sig det højt. Det er ikke nok bare at sige, at de fleste af vores brugere ikke skal være bekymret. Det er heller ikke nok at sige åh, det drejer sig kun om få tusinde ofre,” siger han og tilføjer
”Når det her påvirker journalister og menneskerettighedsforkæmpere over hele verden, så påvirker det os alle sammen”
Will Cathcart opforodrer ligeledes stater til at overveje om de vil fortsætte med at anvende NSO Groups software.
”NSO Group siger, at mange stater køber deres software. Det betyder, at selvom mange stater bruger softwaren i et mere kontrolleret omfang er med til at finansiere det her. Bør de stoppe? Bør der være en debat om, hvilke stater der betale for den type software, ” lyder det fra WhatsApp-topchefen.