De er populære - Viber, Telegram, Hangouts, Signal og hvad de ellers hedder alle sammen. Disse messenger-tjenester, der i 2020 er blevet verdens foretrukne kommunikationsværktøj, og dermed har givet sociale medier kamp til stregen - og lidt over den.
Men det er ikke kun et foretrukket værktøj for dem, der gerne vil i kontakt med omgangskredsen, sende sjove gifs til familien eller dele billeder og videoer virtuelt. Det er også blevet en legeplads for phinshing-svindlere.
Og særligt én tjeneste tager føringen, når det kommer til flest phishing-forsøg.
Cybersikkerhedsanalysteselskabet Kaspersky har sat en tracker på en rækkke testpersoners messenger-tjenester, som kunne blokkere ondsindede links modtaget i disse apps.
I løbet af december 2020 og maj 2021 blokerede Kaspersky i alt 91.242 phishing-links i beskeder på WhatsApp, Viber, Telegram og Hangouts.
Det største antal phishing-forsøg skete på verdens mest populære messenger-tjeneste WhatsApp, hvor 89,6 procent af alle målte forsøg på phishing blev sporet.
Med et stort spring nedad af listen finder vi Telegram som nummer to, der kun lagde platform til 5,6 procent af angrebene. Dernæst kom Viber og Hangouts med 4,9 procent og under 1 procent af de registrerede forsøg.
Flere vil bruge messenger-tjenester i fremtiden
Andelen af folk, der bruger disse messenger-tjenester, har som nævnt taget fart under coronakrisen. I 2023 forventes antallet af brugere at stige yderligere til 3,1 milliarder mod de 2,7 milliarder, der brugte dem sidste år.
Og de kriminelle er, hvor de potentielle ofre er.
"Phishing-forsøg i messenger-apps er et af de mest populære værktøjer blandt svindlerne. Det skyldes til dels tjenesternes store popularitet, men også at it-kriminelle kan misbruge applikationernes indbyggede funktionalitet i deres angreb," forklarer Tatyana Shcherbakova, der er senioranalytiker hos Kaspersky.
"Det kan være svært at afgøre, om der rent faktisk er tale om et phishing-link eller ej, da et enkelt forkert tegn i linket enten er phishing eller blot en fejl. Agtpågivenhed kombineret med anti-phishing-teknologi er vejen frem i kampen mod phishing i messenger-apps."