Det er velkendt, at nye tech-produkter som smartphones, tablets og bærbare computere bliver stadig sværere at reparere.
Men det kan nye såkaldt right to repair-regler i USA og EU snart ændre på.
Ifølge amerikanske Bloomberg er den amerikanske præsident Joe Biden på trapperne med et nyt såkaldt right-to-repair-direktiv, og EU-barsler ligeledes med regler, der skal sikre forbrugernes ret til at få fixet deres elektronikprodukter.
Bloomberg skriver, at det ventes, at de nye amerikanske regler helt specifikt kommer til at nævne mobiltelefon-producenter og leverandører til det amerikanske militær.
Kan gavne landbruget
Reglerne kan således både blive en fordel for både almindelige forbrugere og for erhvervslivet.
Ifølge Bloomberg ventes de nye amerikanske desuden at blive til gavn for landbruget, hvor landmænd i dag bruger store summer på reparation af blandt andet traktorer, som i stigende grad kræver, at der bruges proprietær værktøj, software og diagnostik-værktøjer i forbindelse med reparationen.
De nye amerikanske regler kommer efter, at EU også har indført en række regler, der betyder, at forbrugerleketronik som fjernsyn, køleskaber og vaskemaskiner skal kunne repareres i mindst 10 år.
Samtidig barsler EU med lignende regler, som blev stemt igennem EU-Parlamentet i november, der skal gælde for produkter som smartphones og bærbare computere.
De nye regler skal ikke alene gøre livet lettere for forbrugere, men de skal også sænke mængden af skadelig elektronikaffald.
Ifølge Bloomberg advarer producenter dog mod, at der er en risiko for, at tredjeparter kommer til at udføre reparationer, der er til fare for brugerne og ikke levere op til moderne miljø- og sikkerhedskrav.