Telenor vil med direktør Lars Thomsen i spidsen væk fra telebranchens evindelige priskrige og istedet satse på at udvikle nye forretningsområder omkring teleforretningen.
Lars Thomsen kalder til Børsen tilgangen for en ‘udfordrer-strategi,’ hvor selskabet vil udfordre både konkurrenterne og sig selv.
Telenor kalder planen for ‘Reimagine,’ og den indebærer satsninger på it-sikkerhed, IoT, bredbånd og andre løsninger og services, der lægger sig rundt om selve teleforretningen.
“Min opgave er at forny og fremtidssikre Telenor Danmark. Jeg tror på, at om tre, fem eller ti år så vil Telenor stadig sætte master op, købe spektrum, sælge mobilabonnementer og mobiltelefoner og servicere kunder. Men måden, vi gør det på, vil være fundamentalt anderledes,” siger Lars Thomsen til avisen.
Telenor har omkring 1,7 millioner mobilkunder i Danmark og havde i fjor solid vækst på omsætningen, som landede på 3,9 milliarder kroner. Det svarer til en stigning på 8,3 procent i forhold til året før.