PA Consultings danske forretning kommer ud af et coronaplaget 2020 med nøgletal i topform.
Konsulenthuset lander en toplinje på 327 millioner kroner, hvor det i 2019 lød på 312 millioner kroner. Det er det globale konsulenthus bedste resultat på dansk jord til dato.
Bundlinjen ryger i vejret med samme tempo. Overskuddet efter skat løftes fra 43,2 millioner kroner til 52,8 millioner.
PA Consulting noterer i regnskabet, at 2020 var et "usædvanligt år," der var stærkt påvirket af pandemien.
Dog formåede selskabet at eksekvere på den globale strategi, hvorfor det samlede resultat blåstemples som værende tilfredsstillende.
"På trods af indvirkningen af covid-19 viste regnskabsåret 2020 en yderligere stigning i
indtjening og en betydelig stigning i overskud som et resultat af fortsat stærke aktiviteter i PA Consulting A/S," lyder det.
Dertil opnåede selskabet en række besparelser med baggrund i coronarestriktionerne, hvor det blandt andet har været svært at drage ud på forretningsrejser. Her omlagde selskabet den globale driftsmodel for at imødekomme situationen.
Samtidig har selskabets ydelser været "særdeles efterspurgte i 2020," lyder det.
Medarbejderstaben har været på samme niveau de seneste år, og for 2020 lød det gennemsnitlige antal medarbejdere på 179.
CEO røg til Columbus
Søren Krogh-Knudsen havde været hos PA Consulting gennem 13 år, hvor han seneste stilling var nordisk chef og global salgschef.
Han valgte dog at trække sig fra stillingen, da han fik tilbudt jobbet som koncernchef i Columbus af Ib Kunøe. Her begyndte han 7. juni.
Samme dag tiltrådte PA Consulting nye danske chef. Her var det 37-årige Henrik Ringgaard Pedersen, der overtog tøjlerne i konsulenthusets danske forretning.
I forbindelse med ansættelse oplyste PA Consulting, at det er "en erfaring, rolig og indsigtfuld leder i konsulentverdenen, som er udnævnt til administrerende direktør for PA Consulting i Danmark."
Nye ejere skal sætte gang i væksten
2020 blev også året, hvor der blev vendt op og ned på ejerstrukturen i PA Consulting.
Ejeren Carlyle solgte nemlig ud af aktierne i selskabet.
Den nye ejer blev den tekniske rådgivningsvirksomhed Jacobs, der har overtaget en bestemmende aktiepost på 65 procent af PA Consulting Group.
Det kan du læse mere om her: PA Consulting solgt for milliard-beløb: 190 ansatte i København følger med i købet
I 2020-regnskabet nævnes det nye ejerskab også som en mulighed for at skabe vækst i selskabet.
"Vi forventer, at majoritetsinvesteringen af Jacobs engineering i PA Consulting Group er forventet at give yderligere muligheder for strategisk samarbejde og vækst. Vi vil forsat udvide vores aftryk i de valgte brancher og bidrage til at opbygge en positiv fremtid for mennesker i en verden drevet af teknologi," lyder det.
Jacobs betalte 1,186 milliarder britiske pund for ejerandelen. Det svarer til godt 10 milliarder kroner.
PA Consulting har været ejet af kapitalfonden Carlyle i de seneste fem år, hvor selskabet blandt andet har gennemført syv store opkøb.