Senere på året vil Apple lancere en ny funktion til Apple Watch, der kan gøre touchsskærmen overflødig.
Funktionen er egentligt en såkaldt tilgængelighedsfunktion, der henvender sig brugere, som ikke kan betjene urets touchskærm på grund af lammelser, amputationer eller lignende form for handicap.
Hidtil har de været tvunget til eksempelvis at skulle betjene skærmen med deres næse.
Men med den nye funktion, som Apple kalder Assistive Touch, til Apple Watch bliver det muligt at betjene uret med hånd- og fingerbevægelser.
Bruger machine learning og sensorer
Det kan blandt andet lade sig gøre, fordi Apple gør brug af urets indbyggede gyroskop, acceleromer og optiske pulsmåler og kombinerer det med selskabets machine learning-algoritmer.
Du kan således navigere en lille cursor rundt på skærmen ved at bevæge dit håndled, knytte din næve eller lave knibebevægelser med fingrene.
Eksempelvis kan du besvare et opkald ved at knytte din hånd to gange, og skifte menupunkter ved at lave en knibevægelse med fingeren.
Det gør det muligt for Apple Watch at registrere små ændringer i musklernes aktivitet, og på denne måde kan uret registrere det, hvis du eksempelvis knytter din næve eller samler pege- og tommelfinger.
Kan bruges af alle
Apple oplyser, at den nye funktion kommer først senere i 2021. Men selvom den henvender sig til folk med funktionsnedsættelser vil alle kunne aktivere den, og den kan måske også være brugbar, selvom du ikke har en permanent funktionsnedsættelse.
Måske kan du også bruge funktionen, hvis du har en brækket arm, eller måske er det blot praktisk, når du skubber en barnevogn, sidder på cyklen eller går tur med hunden.
Vi har også tidligere set, at nye Apple funktioner er blevet introduceret som tilgængeligheds-funktioner, og senere er blevet udrullet som funktioner til alle brugere. Det er eksempelvis sket med understøttelse af mus og trackpad til iPad-brugere.
Herunder kan du se hvordan AssistiveTouch fungerer: