Apple slap, vanen tro, en hel stribe opdateringer til sit voksende økosystem af mobil, tablets, bærbare og meget mere ved årets udgave af WWDC-udviklermessen.
Her blev der præsenteret 15. udgave af iOS styresystemet til iPhones, mens også iPads og Mac blandt andre kunne se frem til en overhaling af system-softwaren.
Du kan få overblik over nyhederne her.
Har du en aldrende enhed, kan du dog have dine grunde til at frygte, at du ikke længere kan afvikle det nye software. Derfor kan du herunder se listen over, hvilke enheder der overhales.
Disse enheder får det nye software.
Har du en iPhone fra årgang 2015 eller nyere vil den sandsynligvis kunne køre det nye iOS 15. Det gælder for iPhone 6S, 6S Plus samt iPhone SE eller nyere.
Du kan hurtigt finde ud af hvorvidt din iPhone understøtter iOS 15. Apple sender nemlig opdateringen til de telefoner, der i dag kan køre iOS 14. Kan du hente nyeste iOS 14 inde i indstillingerne, bør iOS 15 kunne køre på din iPhone, når der udsendes en gang i starten af efteråret.
På iPad-fronten er det en lignende historie for iPadOS 15 – kan din iPad afvikle iPadOS 14, vil du også kunne give dig i kast med det nye systemsoftware.
Supporten går helt tilbage til enheder som iPad Air 2 fra efteråret 2014. Alle nyere iPad Air understøtter også overhalingen.
Dertil kan iOS hentes hos iPad 5 eller nyere, iPad mini 4 eller nyere samt samtlige iPad Pro modeller.
Din Mac vil sandsynligvis også kunne køre det nye MacOS Monterey, forudsat at den er fra 2015 eller nyere.
Enkelte modellers support går dog endnu længere tilbage. Mac Mini fra sidst i 2014 og Mac Pro fra efteråret 2013 vil også fungere med det nye systemsoftware.
Når det gælder Apple Watch vil alle modeller fra eftåret 2017 og frem fungere med WatchOS 8. Det gælder for Watch Series 3 eller nyere samt Watch SE.
Ny opdateringspolitik
Mens Apple tidligere har lagt op til, at brugerne henter og installerer den nyeste software fra udgivelsesdatoen, lægger selskabet nu op til, en mere lempelig opdateringspolitik.
Fra og med iOS 15’s lancering i efteråret vil Apple give dig mulighed for at vente med at blive iOS 14, mens der fortsat kunne forventes sikkerhedsopdateringer, hvis man tøver med at skifte til det nyeste, måske ikke altid lige gennemprøvede, systemsoftware.
Nu skal der ikke længere vælges mellem enten at skifte til nyeste software og risikere de børnesygdomme, der kunne opstå, eller vælge at blive på en aldrende system-sofware med de sikkerhedsrisici der følger med aldrende styresystemer.