Nvidia er ude med et nyt topgrafikkort til at regere i toppen af markedet for grafikkort: Vilde Geforce RTX 3080 Ti.
Ønsker du at få den allermest ypperlige gaming-oplevelse, er det kortet til dig, da det planter sig solidt i førerstolen, når det gælder både ydelse og egenskaber i spil.
Kortet er bygget ovenpå selskabets seneste ’Ampere’-arkitektur, som leverer mere end halvanden gange mere performance end sidste års grafikkort-regent, Nvidias Geforce RTX 2080 Ti.
Vilde tal – med undtagelse af et område
Regnekraften leveres af samme chip som i RTX 3090, men her serveret i en let neddroslet version med 2,5 procent færre regnekerner og 12 gigabyte GDDR6 VRAM i stedet for 24.
Ydelsen skulle derfor være nærmest lig med RTX 3090-kortet i de fleste scenarier.
Ligesom med selskabets øvrige kort fra det sidste halve år, vil Nvidia dog begrænse ydelsen markant, når der skal udregnes kryptovaluta - et træk som skulle sikre lavere efterspørgsel efter kortene.
Strømforbruget forbliver dog på vilde 350 W, hvilket vil kræve godt med plads og udluftning i kabinettet samt en strømforsyning med 12-pin stik. Nvidia inkluderer dog en adapter til 8-pin stik.
Prisen for herligheden løber op i 1.199 amerikanske dollar, godt 7.300 kroner før eventuel told, moms og afgifter.
Kortet får salgsdebut 3. juni.
Billigere alternativ
Skulle det være for dyrt, vil Nvidia også præsentere et mere prisvenligt alternativ i næste uge i form af RTX 3070 Ti, som vil få en debutpris på 599 dollar, altså knap 3.700 kroner.
Her loves et kort, der igen tilbyder mere end halvanden gange højere ydelse end forgængeren, RTX 2070 Super.